Flot deltager-felt til DM-premiere i Folke Race

Fredag, 17/04/2009 11:03

Motorsport Nordjylland (MNJ) har forberedt sig optimalt til at genvinde holdmesterskabet i DM for Folke Race 2009. Nordjyderne ser frem til tilbageerobring af DM-holdtitlen fra 2006 og 2007, som Ikast Motor Klub fravristede nordjyderne i 2008.
- Vi sætter fuld power ved DM-premieren søndag den 26. april på hjemmebane, oplyser MNJ’s formand: Kaj Storgaard. - Ud af de 103 deltagere på startlisten kommer 40 af kørerne fra MNJ, hvilket er et godt forspring i forhold til midtjydernes 15. 
Blandt FR-frontrunnerne fra MNJ er den regerende danske mester i Ladies Cup: Anni Schødt Laursen, som desuden får selskab af klubkammerateren og DM-bronzevinderen 2008: Michella Lentz.
- MNJ mærker en stor interesse for at køre Folke Race, fortsætter Kaj Storgård. - I al beskedenhed har TV-serien: Zulu Djævleræs gjort en lille forskel på dette område inden for motorsporten, og her tager vi hul på den tredje sæson til juni med nye optagelser på MNJ’s FR/RC-stadion i Nysum.
Den tidligere danske mester i Klasse 1 - Thomas Pedersen - er i år blevet holdleder for MNJ’s deltagelse i DM-serien:
- Ikastboen Kasper Zylau Kristensen fremviste skræmmende stærk form sidste år med DM-guld og flere totalsejre, men chancerne skulle være gode for mig omkring en fornuftig sæsonstart på hjemmebane. Samtidig får jeg god hjælp af MNJ’eren: Bent ”Bettemand” Sørensen, som jeg kæmpede indædt om DM-bronzen 2008 mod. Vi sluttede således på samme antal matchpoint i slutstillingen, men jeg fik tildelt DM-medaljen på bedste enkeltplacering.
- MNJ’s juniorer gør sig godt gældende på løst underlag, fortsætter Kaj Storgaard. - Således bør man nok holde et godt øje med ungersvenden Lau Theilgaard, der debuterer i DM-sammenhæng på hjemmebane ved DM-premieren.
Der fortsættes i DM for Folke Race med klasserne: 1 (auktionspris: 5.000 kr.) og 2 (auktionspris: 8.000 kr.). I Klasse 2 er MNJ’s stærkeste kort: Kim Lukassen, som scorede en DM-firer i 2008. Den mangeårige ankermand: Allan Jørgensen i Klasse 2 er gået i gang med Rally Cross.
Der laves hele tiden nye forbedringer på MNJ’s FR/RC-stadion med udbygning og forbedring af faciliteterne. Banechef Otto Christensen melder banelegemet i tip/top tilstand til DM-premieren i Folke Race søndag den 26. april.
Se annonce.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"