Fortæller om det lokale fugleliv

Af Torsten Hansen, Onsdag, 25/01/2023 11:00

AARS: Denne måneds Fredagscafe på Aars Bibliotek handler om fugle og natur.

Fredag, 27. januar viser Gunnar Hansen, Ravnstrup, nogle af sine mange billeder af fugle, og samtidig vil han orientere om, hvor der er gode muligheder for at opleve de spændende fugle i Vesthimmerland.

Gunnar Hansen er passioneret fuglekigger og naturelsker. Han er næsten dagligt ude og kigge på fugle, og langt de fleste gange i Vesthimmerland, derfor kender han mange spændende steder.

Under foredraget på biblioteket vil han vise billeder af fugle og fortælle om, hvor man kan se dem. I dag er Gunnar Hansen frontperson i en fuglegruppe i Vesthimmerland. Han tog initiativ til fugleture for et par år siden, og nu mødes 5 til 15 fuglekiggere mindst en gang om måneden. Forleden samledes 14 ved Vilsted Sø, hvor Gunnar Hansen viste den nye havørnerede frem. Det foregår dog på meget lang afstand, så kikkert er nødvendig på fugleturene. Men ved foredraget kan man se billeder af ørnene og reden.

Gunnar Hansen har arbejdet inden for naturpleje i mange år. Derfor har han også en passion for naturen. Sammen med en lille gruppe er han ved at tage initiativ til udarbejdelsen af en naturpolitik for Vesthimmerland.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"