Friske børn til Jubi Land i Aars

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 20/02/2024 12:39

AARS: Det er vinterferie og legetid for børnene til Jubi Land i Aars.

De to haller i Messecenter Vesthimmerland blev tirsdag fyldt af både små og store børn, der kan tumle i hoppeborgene, kæle med kaninerne og ride om kap på kæpheste.

- Det er blevet et helt fast indslag i vinterferien. Når bare de har været her en gang, ved børnene godt, at der er noget for dem, om de er to eller 10 år. Vi har hvert år et rigtig godt samarbejde med Hop Hans, der kommer med alle hoppeborgerne og high-jumper, og 4H gården kommer med søde dyr og i år også kæphesteløb. Det vigtigste er bare, at børnene har det sjovt, siger eventkoordinator Morten Lyngby.

Der er også en duft af frisklavede popcorn, og der er også bacon snacks, candyfloss og sodavand, når de små skal holde en lille pause, og forældre eller bedsteforældre lige får lov at få nogle minutter sammen med dem. 

Jubi Land blev udvidet til både tirsdag og onsdag sidste år, og der blev fyldt begge dage.

Det bliver der sikkert igen i år, for Jubi Land i Aars er blevet den suverænt største begivenhed for børn i hele Vesthimmerland og vender også stærkt tilbage næste år. 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"