God film, lyd og mad i Gatten

Af Ture Damtoft, Lørdag, 11/04/2020 11:07

GATTEN: Det var vellykket og godt organiseret, da "Jagtsæson" blev vist på storskærm til drive-in bio i Gatten.

Der var lige et par svipsere med parkering af bilerne. Man kan ikke se meget fra sin Clio, når der holder en Captur foran.

- De havde ikke lige tænkt på, at dem i de lave biler ikke kunne se noget, når de holdte bag sådan en høj en som vores. Men, de fik hurtigt flyttet lidt og spredt bilerne lidt ud, så alle kunne se skærmen, siger Karsten Jensen, der var til drive-in bio med hustruen Mia og teenage børnene Maija og Kris.

Familien var imponerede over arrangementet. Lyden gik tydeligt igennem på bil-radioen, og maden, kunne man smage, var rigtig "kokke-mad".

- Kris syntes ikke, der var nok, men vi andre var helt tilfredse. Der kom en ordentlig flok med maden til alle bilerne, og den var både frisk og varm og smagte godt, siger Karsten Jensen.

Det var Himmerland Golf og Spa Resort og Vesthimmerlands Kommune, som i et samarbejde havde arrangeret aftenen.

Filmen startede lige efter klokken otte, og i det første kvarters tid havde "Jagtsæson" konkurrencen af en flot Langfredag-solnedgang.

- Det var flot med solen, men vi kiggede nu mest på filmen, griner Karsten Jensen, der ligesom resten af familien og alle dem i de andre 49 biler til det totalt udsolgte arrangement fik sig en god oplevelse.

- Maija syntes, det var ret sjovt med lyden, der kom ud af radioen. Da vi kørte ved rulleteksterne, kunne vi endda høre musikken helt ud til Aggersundvej, så signalet gik godt igennem, siger Karsten Jensen.

Med den anmeldelse kan gæsterne i de næste 150 biler - 50 af gangen over de næste tre aftener - nok også se frem til en oplevelse for både net- og tromme-hinder og måske ganen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"