Gospelmesse i Øster Hornum kirke

Onsdag, 16/09/2009 09:19

ØSTER HORNUM: Det er efterhånden blevet tradition i Øster Hornum Kirke at arrangere alternative gudstjenester på helt almindelige hverdagsaftner. Gospelmessen som løber af stablen tirsdag aften næste uge er endnu én i rækken. Som det nok fornemmes af overskriften er det gospelmusikken, som bliver det musikalske omdrejningspunkt. Det vil veksle mellem ny og gammel gospel, stille, inderlig og energifuld, glad gospel, og der vil også blive god mulighed for at synge med!
Det er kirkens – vel stadigvæk – nyoprettede gospelkor der vil synge og vise hvad der er blevet arbejdet så hårdt med i ”træningslokalet” og kirkens to dygtige kirkesangere, Lena E. Bendsen og Benedikte Jakobsen er med som solister. Ved klaveret sidder en dygtig og garvet pianist, Jørn Hald, som også var korets pianist ved julekoncerten sidste år.
Som overskriften også antyder er arrangementet en messe – altså en gudstjeneste, men hvor der er mere plads til musik og formen i det hele taget mere fri. 
Alle er velkomne til en anderledes gudstjeneste fyldt af energi og glad musik.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"