Halv million kroner til KulturDebathus Søttrup

Af Ture Damtoft, Onsdag, 22/12/2021 09:00

HORNUM: Det er en glad bestyrelse for KulturDebathus Søttrup i Hornum, der kan se frem til at undgå vandskader.

Med en donation på helt nøjagtigt 535.095 kr. fra Nordea Fonden kan arbejdet med at få lagt nyt tag og restaurering af facaden på kirkebygningen fra 1903 gå i gang.

- Fugerne er helt smuldrede mange steder, og der siver vand ind i murstenene. Vi regner med, at arbejdet går igang inden foråret og kan være færdigt, inden vi kommer ind i efteråret og sæsonen for regnvejr, siger formanden for husets bestyrelse, Sven Midtgaard.

Uden støtte intet kulturhus og dermed en vifte af arrangementer, der skal oplyse, udfordre og stimulere lysten og glæden til at blive lidt klogere hver dag.

En del arrangementer i huset giver ikke overskud eller går i nul. Derfor er bestyrelsen taknemmelige for støtte til både vedligeholdelse, og til arrangementer fra Vesthimmerlands Kommune, Nordea Fonden, Grundtvigsk Forum, oplysningsforbundet FORA og Slots- og Kulturstyrelsen.

- Uden denne støtte kunne vi ikke eksistere, siger Hans Grishauge fra bestyrelsen og begrunder samtidig, hvorfor kulturhuset har sin eksistensberettigelse.

- Vi kan være med til at sætte debatten og oplysningen om vores samfund lidt op. Vi er nærmest blevet blind for vores historie på nogle områder, og det er essentielt, at vi forholder os til de udfordringer Danmark og hele verden står over for, siger Hans Grishauge.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"