
Henrik Jensen er klar til semifinalerne i DM for elitespillere.
Henrik Jensen er med i semifinalen ved DM
Af Ture Damtoft, Onsdag, 01/03/2023 08:52
BILLARD: Aars Billard Klub havde i weekenden fem spillere med i kvartfinalen om det individuelle Danske Mesterskab for elitespillere.
Henrik "Hønse" Jensen klarede skærene og er klar til semifinalerne - sidste skridt inden han forhåbentlig kan repræsentere klubben, når Aars er vært for DM 21 - 23 april.
Henrik Jensen skal spille semifinale i Vejby BK Nordsjælland lørdag, 25. marts, hvor han i første kamp skal møde den lokale spiller Thomas Bræck, som flere gange har vundet DM.
Derudover skal Henrik Jensen møde en spiller fra Gilleleje og en spiller fra Asaa.
Nummer 1 og 2 i puljen er klar til DM-finalen i Aars Billard Klubs lokaler.
- Det vil være meget stort, hvis vi selv har en spiller med, siger Mikael Toft, formand for Aars Billard Klub.
Eliteserieholdet spiller i den kommende weekend sidste runde i eliteserien. Holdet skal møde BK Frem 2 fra Kolding og Nyborg. Vinder hjemmeholdet over BK Frem 2, så er de 99,9% sikker på at forblive i den bedste række.
- Der er lagt op til nogle vanvittige spændende kampe og alle interesserede er meget velkommen i klubben for at se noget godt billard. Vi håber rigtig mange vil benytte sig af tilbuddet, siger Mikael Toft.
Ordet er dit