HOFOR tilbyder mio. for Bjørnstrup-møller

Af Ture Damtoft, Onsdag, 07/07/2021 08:40

BLÆRE/GUNDERSTED: Hovedstadsområdets Forsyningsselskab (HOFOR) fik pålagt af byrådet i Vesthimmerlands Kommune at gøre en indsats for at skabe lokal forankring, såfremt projektet med at opstille de seks vindmøller i Bjørnstrup bliver endeligt godkendt.

Ligesom HOFOR arbejder med tre forskellige modeller for vindmøller - om det skal være seks, fem eller fire - er der tilsvarende tre modeller for den fond eller forening, som HOFOR vil oprette, hvis projektet bliver godkendt.

Er det seks møller, vil der blive afsat 4,5 mio. kr. til Gundersted, Blære, Ejdrup og Ulstrup sogne.

Er det fem, er beløbet på 2,25 mio. kr. til samme sogne.

Er det fire møller, er beløbet på 1,35 mio. kr. til Blære og Gundersted sogne.

Borgergruppen ”Nej tak til flere kæmpe vindmøller i Vesthimmerland” kritiserer inddragelsen af Ejdrup og Ulstrup sogne, fordi borgerne i Ejdrup og Hornum stort set ikke vil blive generet.

- En veninde i Hornum skrev til mig, om det var ”jeres” vindmøller, hun havde fået brev om, for det syntes hun var fjollet, når de ikke bliver påvirket af det, siger Amalie Theilgaard.

Betale for at være fri

Ulrik Mark Jensen kalder millionerne en form for bestikkelse og peger på, at inddragelsen af Ejdrup og Ulstrup sogne kan være en strategi for at skaffe opbakning fra et flertal; hvor flertallet ikke påvirkes markant af placeringen.

- Der er omkring 880 borgere i Blære og Gundersted sogne, som bliver direkte påvirket af møllernes placering. Der er omkring 2400 i de fire sogne tilsammen. Dermed kommer vi, der bor tæt på Bjørnstrup-området, i mindretal. Beløbet på 4,5 mio. kr. svarer i øvrigt til, at de 2400 borgere betalte 75 kr. hver om året i 25 år, som er samme periode, fonden skal eksistere. Det vil sige, vi ikke skal betale særlig meget for at få samme beløb til rådighed i sognene og så være fri for at se på vindmøllerne, siger Ulrik Mark Jensen.

At der skulle være tale om nogen form for bestikkelse bliver afvist fra HOFORs side, og sektionsleder Hans Jakob Martinsen peger på, at selskabet simpelthen har opfyldt et krav fra politikerne i Vesthimmerland.

- Der er ikke antydning af den tanke (om bestikkelsen, red.) bag. Det her er alene rundet af, at vi af nogle politikere på et byrådsmøde i februar, fik pålagt at vi, da vi skulle videre fra debatfasen, skulle lave noget lokal forankring, og det koster altid, uanset hvad man gør. Grunden til, vi har valgt de fire sogne, er fordi, det er dem, der ligger i nord, syd, øst og vest for området. Vi kan ikke få folk til at knuselske de her møller, men fonden kan gøre, at man får noget glæde ved noget andet. Grunden til, vi har valgt de fire sogne, er fordi, det er dem, der ligger i nord, syd, øst og vest for området, siger Hans Jakob Martinsen.

Han tilføjer, at der på borgermødet i Blære 24. juni var ganske få fremmødte, som kritiserede fonden og spurgte ind til den.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"