Hornum sikre i Serie 2 efter sejr torsdag aften

Af Ture Damtoft, Fredag, 02/06/2023 09:20

FODBOLD Serie 2 Herrer
Hornum IF - Doense/Vebbestrup
3 - 2 (2 - 2)

Sæsonens mål er opnået i Hornum Idrætsforening - overlevelse i Serie 2.
Serie2 fodbold som minimum igen til efteråret blev sikret torsdag aften på hjemmebanen i en kamp, hvor Hornum IF på intet tidspunkt var bagud.
I en livlig første halvleg bragte HIF sig foran med 1 - 0 efter otte minutter på oplæg af Niclas Sigvardsen Nielsen og mål af Martin Kjær Christoffersen.
Udeholdet udlignede efter 27 minutter, og HIF scorede til 2 - 1 fem minutter senere ved Philip Mortensen.
Efter 37 minutter udlignede Doense/Vebbestrup igen til pausestillingen 2 - 2.
I anden halvleg blev der forsvaret godt af begge hold, men Hornum spillede sig frem til de bedste og fleste chancer.
De tre point var vigtige for begge hold - Hornum sikrede sig overlevelse, Doense/Vebbestrup kunne have overhalet Hornum i tabellen og næsten sikret sig det samme.
Som lokalavis kan man godt tillade sig at vise lidt lokalpatriotisme og konstatere, at heldigvis var det Hornum, som fuldt fortjent tog sejren med en scoring af Jakob Nøhr på oplæg af Philip Mortensen et lille kvarter for slutfløjt.
Så var der fortjente klapsalver, jubel, sejrssang og fed stemning i både omklædningsrum og på stadion.
Igen en et-måls sejr og igen 3 - 2 som har været målscoren i 5 af HIFs 7 sejre. Ingen "rent bur", ingen uafgjorte og 5 nederlag - det er op eller ned, varmt eller koldt, sort eller hvidt for Hornum i forårssæsonen.
- Der har været mange et-målssejre, som kunne have vippet begge veje. Vi har haft heldet med os, og så har vi slået profit af vores angrebsspil. Vi har egentlig et godt forsvar, men vi er bedre til at angribe, siger formand Johnny Nielsen, der ligesom de andre tilskuere fik en kæmpe forskrækkelse i overtiden torsdag.
- De havde en chance, som blev reddet på målstregen, så igen havde vi lidt heldet med os, siger Johnny Nielsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"