Ideer og oplysning til folket i Hornum

Af Ture Damtoft, Onsdag, 27/07/2022 10:05

HORNUM: Der er højt til loftet i Kultur Debathus Søttrup. Både billedligt og bogstaveligt.
Siden den tidligere frimenighedskirke i Hornum blev omdannet til kulturhus af en gruppe debativrige frivillige, som er evigt nysgerrige på mennesker, livet og samfundet, har rummet været fyldt af billedkunst, musik og foredrag med ét formål: At gøre os klogere eller opmærksomme på, at vi kan blive det, hvis vi lytter til hinanden.
Formand Sven Midtgaard er med egne ord inkarneret liberal.
En anden af ildsjælene er Hans Grishauge, tidligere byrådskandidat for de radikale.
De finder nemt noget at være uenige om, men at de rigtige svar kun kan findes i fællesskab, er de helt enige om.
- Jeg er liberalist til fingerspidserne. Men man er jo ikke i stand til ad lovgivningens vej at dæmme op for uligheden i samfundet eller løse udfordringerne med klimaforandringer. Jeg er overbevist om, at vi skal have ændret ting, men man må acceptere, at vi liberalister ikke sidder med løsningerne, og at der måske mangler vilje til lovgivning. Der er det godt at få et andet perspektiv på end ens eget, siger Sven Midtgaard.
Ideer til løsninger og andre perspektiver kommer bl. a. gennem den række af koncerter og foredrag, Kultur Debathus Søttrup har planlagt for efteråret.
Blinde for historien
Programmet begynder søndag, 31. juli med åbent hus, tale af formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Per Nyborg, og musikalske indslag med organist Anne Elisabeth Appel og Kim Sjøgren.
Frem til begyndelsen af december er der 10 arrangementer med foredrag, og debatter om politik med og om politikere, medierne og folkeoplysning.
Lise og Ove Korsgaard stiller spørgsmålet, om folkeoplysning stadig er en del af løsningen i kampen mod kriser, krige og katastrofer.
I Hornum er svaret nemt og entydigt - ja.
- Det er nemt at lave underholdning og sværere at lave oplysning. Vi er nærmest blevet blinde for, eller i det mindste uopmærksomme, på vores historie, og så lærer vi ikke længere af den. Vi kan måske være med til at rette debatten om demokrati, værdier og principper lidt op, siger Hans Grishauge.
- Der må gerne være uenighed, diskussion og højlydte debatter om store tanker, ideer og markante meninger. Når bare samtalen er igang, og dialogen fungerer, også selv om den kan blive ophedet, så kan vi lære noget, siger Sven Midtgaard.
Den gamle kirke har i løbet af foråret fået nyt tag og er renoveret udvendig.
Det er takket være store donationer fra fonde, der også kan se det gode formål i et hus, der tilskynder til debat, oplysning og fordybelse - og forhåbentlig nogle svar.
- Vi skal turde dele viden fra håndværkere til akademikere. Vi skal være et sted man taler om og gerne vil besøge for at lære noget. Måske endda om sig selv. Det er store visioner, men hvorfor ikke lave det til et månelandingsprojekt og have høje ambitioner, siger Hans Grishauge.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"