Jættefesten vender stærkt tilbage

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 21/07/2021 08:30

SULDRUP: Jættefesten blev i 2020 aflyst på grund af Corona-restriktioner, og udvalget bag festen har i foråret og først på sommeren fulgt ophævelsen af restriktionerne med spænding.

- Det har været svært at forudsige, om det kunne lade sig gøre at gennemføre Jættefesten i år og i hvilket format. Men Jættefesten vender stærkt tilbage, dog med et kortere program end tidligere, dels på grund af den korte planlægningstid, men også for at kunne overholde Corona-restriktionerne. Hele festen kommer til at foregå på festpladsen, hvor der rejses et stort mastetelt og der vil være gratis adgang, siger Malene Jørgensen fra Jættefestkomiteen.

Jætteløb

Så når Jættefesten løber af stabelen den første weekend i august, bliver der blandt andet rig mulighed for at få sig bevæget. Udvalget af aktiviteter indledes med Jætteløb torsdag og byder i år på fem og 10 km ruter, samt et børneløb. Fredag byder Jættecykelløbet på stjerneløb med en flot rute på 20 km, der så kan gentages op til tre gange.

Derudover vil der være en syv km rute, hvor børnene kan få trådt i pedalerne. Samtidig står IK Frems håndboldafdeling for Jætte Beach-CUP, der er en strandhåndboldsturnering for enten dame-, herre- eller mix-hold. Det foregår på sandbanen bag Stensbohallen. Fredag aften afsluttes med live-musik. Det lokale band Palu vil få teltet Valhalla til at gynge. Arrangementet fredag aften er en oplagt mulighed for at møde naboer, venner, familie og andre fraflyttere fra Suldrup. Der forventes et fuldt telt med masser af feststemte mennesker.

Om lørdagen gennemføres den traditionsrige Jættecup med firma- og gadefodbold, og mon ikke der også i år vil blive kæmpet hårdt om den ærefulde førsteplads? Lørdag aften er der lagt an til den helt store grisefest med helstegt pattegris, og som noget nyt har komitéen bag Jættefesten valgt at madbilletterne skal være købt på forhånd. Komite-medlemmerne tog opstilling foran Spar-butikken i Suldrup to onsdage i juli og her blev billetterne nærmest revet væk. Det kan meldes om udsolgt og med 400 madbilletter kan det kun blive et brag af en fest. 

Det, der hvert år kendetegner Jættefesten er masser af glade mennesker, socialt samvær og frivillighed.

Jættefesten er en social begivenhed, som har til formål at give folk en unik oplevelse, samtidig med at den skal generere penge til klubber og foreninger i Suldrup og omegn.

Mange frivillige

Men det kræver også mange frivillige hænder. Jættefestudvalget forsøger i øjeblikket at finde medhjælpere til at udfylde en række forskellige opgaver.

Heldigvis er der stor lokal opbakning, men der er altid brug for ekstra hænder, så hvis man vil hjælpe kan man kontakte Jættefestudvalget.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"