Jubilaren læste op i Aars Kirke

Af Torsten Hansen, Mandag, 02/03/2020 13:52

AARS: Aars Kirke var rammen for en meget stemningsfuld aften fredag, 28. februar.

I anledning af kirke- og kulturmedarbejder Marianne Klausens 25-års jubilæum, var der inviteret til ”Oplæsning ved vintertide”, hvor Marianne Klausen havde udvalgt to af Selma Lagerlöfs Kristuslegender.

Kirkerummet var overordentlig smukt oplyst med stearinlys, og der spredte sig hurtigt en meget andægtig stemning blandt de fremmødte. Arrangementet startede med et passende melodisk musikstykke meget flot udført på violin af Aars Kirkes kirkemusiker, Kasia Christiansen.

Scenen var herefter sat til en god historie, og tilskuerne blev ikke skuffede. Marianne Klausen tændte to stearinlys og begyndte at læse op med klar og sikker røst, som var hun vant til at indlæse lydbøger. Med det samme blev tilhørerne tryllebundet og suget ind i legenderne om først ”De vise mænds brønd” og efter en lille pause ”Flugten fra Egypten”.

Selma Lagerlöfs detaljerede billedsprog formidlet af Marianne Klausen skabte hurtigt indre billeder, så tilhørerne både var med ved brønden og i Saharas brændende sand.

Efter oplæsningen var der mulighed for at tale om legendernes budskab over et glas bobler og en flødebolle af de gode i dagens anledning. Herefter diffunderede deltagerne ud i mørket med et nyt perspektiv på to af Bibelens fortællinger.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"