Julemanden fik igen tændt juletræet i Aars
Af Ture Damtoft, Onsdag, 28/11/2018 09:40
AARS: Det var næsten ikke til at komme frem på Kimbrertorvet i Aars i fredags. Den store handelsdag Black Friday havde trukket folk til butikkerne i Aars i løbet af dagen, men ved halv seks tiden var det julemanden, der skulle tænde juletræet, som de mange mennesker - og især børnene - absolut skulle se.
Forinden var julemanden kørt gennem Himmerlandsgade i kane og delt ud af både muntre ho-ho-hoer og karameller. Foran gik spejderne fakkeloptog, der lyste flot op i novembermørket.
Det kæmpemæssige juletræ på Kimbrertorvet var blevet pyntet med 2000 store røde julekugler, så det eneste der manglede, var at julemanden tændte lysene.
Men, julen er en højtid, og sognepræst Ole Larsen holdte selvfølgelig juletale inden lysene blev tændt. Han kom ind på de mange mange reklamer og gaverne, som vi bliver bombarderet med hele året og især op til jul.
Betyder det så, at gaver er det vigtigste i julen, spurgte han retorisk, inden han selv gav svaret.
- Nej, det vigtigste er det, der sker, når julen kommer. Da tænker vi på Jesus, som blev født for vores skyld, sagde Ole Larsen til en stor skare af tilhørere, der lyttede opmærksomt med. Sognepræsten opfordrede os allesammen til at huske at passe på hinanden og nyde den søde juletid.
Lige efter hans tale var det så blevet tid til at sende julemanden til træets top i en kran. Og igen var julemanden ikke dygtig nok til, at julelysene forblev tændt første gang. To forsøg skal der til i Aars, for så får børnene også lejlighed til at råbe efter lys. Flot så det ud da gnisterne sprang og lysene var tændt, og nu er optakten til julen officielt begyndt i Aars.