Kæmper stadig på 1. maj i Aars

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 02/05/2023 14:02

AARS: Trods en lidt våd eftermiddag i anlægget i Aars var der masser af opbakning til fagbevægelsen på arbejdernes kampdag 1. maj.

Arrangeret af 3F Midtfjord i Aars og FH Vesthimmerland var der musik, fadøl, sodavand, de obligatoriske røde pølser, røde faner og ikke mindst kamptaler.

En af dem var af Morten Arlofelt Andersen, der især talte til de unge om vigtigheden af at stå sammen for arbejdernes - altså alle ansattes - rettigheder.

- Lige præcis ungdommen er vigtig i forhold til sammenholdet, fællesskabet og fremtiden. For fremtidens arbejdsmarked er også de unges arbejdsmarked, ligesom fremtidens fagforeninger også er de unges. De unge er derfor nødt til at engagere sig i fagbevægelsen og de overenskomster, som vi forhandler. Afskaffelsen af Store Bededag er den bedste ting, der er sket for fagbevægelsen i nyere tid. Sjældent har vi kunnet samle så mange folk til demonstrationer, og aldrig har der været lavet så stor en underskriftindsamling. I virkeligheden er afskaffelsen af Store Bededag en skændsel. En skamplet for den danske aftalemodel hvor beslutninger omhandlende arbejdsmarkedet bliver diskuteret og truffet i tre-partsforhandlinger og ikke alene af politikere, som mener, at vi alle skal arbejde noget mere, selv dem som lider og har det hårdeste arbejde. Men det har trods alt vist, at når tingene ser værst ud, når tingene bliver slemme nok, når arbejdere bliver frarøvet deres frihed, så kan vi stadig godt stå sammen. Også dem som ikke var medlem af en rigtig fagforening vidste lige pludselig, hvor man skulle stille sig sammen. Og apropos rigtige fagforeninger – hvor var så alle de gule fag-forretnings-bosser? Dem, som mener, at deres forretninger er nøjagtig det samme som en rigtig fagforening? De gemte sig på deres små palæer betalt af deres fejlinformerede kunder. Igen viste deres sande ansigt sig. Det er fup og fidus, det er en illusion, de kæmper ikke for arbejdstageres rettigheder, de har for travlt med deres egne. For dem hedder det ikke 1. maj i dag, men mig først, sagde Morten Arlofelt Andersen til stort bifald fra de omkring 40-50 tilhørere, som var samlet i Aars anlæg.

100 års kamp

Der var stor enighed blandt de fremmødte, at det går den forkerte vej med arbejderes rettigheder, og Arne+ pensionen, som regeringen har foreslået, blev konsekvent omtalt med et omvendt fortegn.

De mange rettigheder som en 37 timers arbejdsuge og mindst fem ugers ferie var i 1900 en 60 timers arbejdsuge og ingen lovmæssig ret til ferie.

Rettigheder som Morten Arlofelt andersen frygter, de unge ikke længere ved, der blev kæmpet for.

- De unge, jeg taler med både på erhvervsskolerne, gymnasierne og folkeskolerne, er ikke interesserede i at skulle arbejde, til de dør. Mit håb er så bare, at de unge får øjnene op for, at det er dem selv, som vælger, hvordan deres fremtid kommer til at se ud, og det starter alt sammen med et valg om at være med i fagbevægelsens fælleskab. For hvis vi hviler på laurbærrene og nøler det hen, hvis ikke de unge samler sig nu, så ender vi med at miste alt det, der er blevet kæmpet for i over 100 år. Det må ikke ske - ikke på vores vagt. Så lad vær med at tro, vi ikke har noget at kæmpe for, vi har stadig alt at kæmpe for, sluttede Morten Arlofelt Laursen sin tale af med igen til store klapsalver.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"