Kimbrergarden holder orkesterstævne i Aars

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 22/03/2023 08:00

Koncert søndag og march gennem byen lørdag

AARS: Kimbrergarden er i weekenden vært for et stort orkesterstævne i Aars.

- Vi har et samarbejde med Hadsund Skoleorkester og Tordenskioldgarden i Frederikshavn. Formålet er blandt andet musikalsk og socialt samvær, siger Jesper Gregersen, der spiller i Kimbrergarden og er medarrangør af stævnet.

Der arbejdes på højtryk for at blive klar til af tage imod omkring 70 gardister, der får base på Aars Skole. Her skal der øves, overnattes og spises.

Der skal en del hænder til for at afvikle så stort et arrangement.

- Derfor er vi meget taknemmelige for, at Lions Club stiller med 25 personer hen over weekenden. De hjælper blandt andet med bespisning af gardisterne, forklarer Jesper Gregersen.

I år er weekendens tema film og seriemusik. De tre garder har udvalgt 12 numre, fra Grease, James Bond, Indiana Jones, The Adventers og mange andre kendte titelnumre fra filmverdenen.

- I den seneste tid er der øvet på numrene, og vi glæder os til samle de tre garder i et stort orkester. I weekenden øves numrene igennem i fællesskab, så vi kan være klar til søndagens koncert, forklarer Jesper Gregersen.

Kimbrergarden håber, at se et stort publikum til koncerten på Aars Skole søndag.

Ind imellem øvningerne er der afsat tid til gåture, og der bliver biograf for de små. Lørdag pyntes og dækkes op til den helt store festmiddag, som kommer til at bære præg af weekendens tema.

- Borgerne i Aars kommer også til at mærke, at der er musikalsk liv, når vi om lørdagen marcherer igennem byen og gør et stop med en lille koncert på Per Pallesens Plads om formiddagen, slutter Jesper Gregersen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"