Klovne velkomne til løb i Aars Lystanlæg

Af Ture Damtoft, Fredag, 07/04/2023 07:00

AARS: Arrangør Michelle Nødskou ville have været glad, hvis der bare kom 12 deltagere til det klovneløb, hun er ved at arrangere i anlægget i Aars lørdag 13. maj.

Hun må derfor være ovenud glad, for der er allerede 55 tilmeldte, og al overskuddet fra dagen går til Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn og familier på alle landets børneafdelinger.

- Børn står mit hjerte meget nært. Udover at jeg selv har to fantastiske små på otte og fire år, så behandler jeg til dagligt mange børn i min klinik i Aars. Jeg har støttet hospitalsklovnenes arbejde med pengebeløb i nogle år, og jeg købte engang 300 røde næser til de børn, jeg færdigbehandler, men det er første gang, jeg prøver at arrangere klovneløbet, siger Michelle Nødskou, der er kranio-sakral terapeut.

Hun gør mere end bare at prøve, allerede nu har hun fået tilsagn fra mange, som gerne vil støtte arrangementet.

Til løbet vil der være telte fra Aars Handel, der også låner hende et lydanlæg og en scene. Louise Heilskov fra Dance & Stage Academy står for den fælles opvarmning, der er slush ice fra Aars Festudlejning, ansigtsmaling fra Det Barnlige Univers, hapsere, sodavand og fadøl fra Frk. Kold og så kommer PreMed men en ambulance, som både børn og voksne kan få et indblik i.

Klovneløb har gennem 12 år indsamlet 7,5 mio. kr. til Danske Hospitalsklovnes arbejde for syge og sårbare børn. Et betydningsfuldt beløb, som har sikret flere hospitalsklovne og dermed flere klovnebesøg for børn, der virkelig har brug for det.

Der er Klovneløb i hele landet fra maj til juli og alle løbene er arrangeret af lokale frivillige. Til Klovneløb i Aars løber deltagerne omgange ligesom til Stafet for Livet, og for hver omgang giver sponsorerne et beløb.

Arrangørerne har lov til at beholde et lille beløb til sig selv, men det kommer ikke til at ske for løbet i Aars.

- Alle pengene går til Danske Hospitalsklovnes arbejde. Heldigvis har jeg fået så meget opbakning fra alle, jeg har spurgt om hjælp fra. Der er over 200, som har vist interesse, så jeg håber på mange flere tilmeldinger, men alle er velkomne. Det er oplagt til at komme som familie og hygge sig med en picnic eller måske en is. Det ville være super sejt, hvis der kommer nogen klædt ud som klovn, men de løber nok flere omgange uden de store sko, siger Michelle Nødskou, der takket være opbakningen håber at kunne donere nogle tusind kroner til hospitalsklovnenes arbejde.

 

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"