Kulturugeåbningen er nu fastlagt

Af Torsten Hansen, Søndag, 26/01/2020 07:00

I år afvikles åbningsarrangementet i Løgstør

VESTHIMMERLAND: Åbningsarrangementet ved Kulturugen Aha i Vesthimmerlands Kommune er nu endeligt planlagt.

I år foregår det på de to store nabovirksomheder Jeld-Wen og Logstor i Løgstør.

Kulturugen skydes i gang lørdag, 29. februar, hvilket faktisk er i uge 9.

De to virksomheder danner i fælleskab en spændende rammer til et af Danmarks bedste live-bands, Grarup Allstars og den folkekære duo, Lasse & Mathilde.

Jeld-Wen og Logstor stempler ind i kulturugen på fornemmeste vis, da de i fællesskab åbner dørene op for alle, og inviterer kulturen ind i nye og anerledes rammer.

- Vi glæder os til at slå dørene op for åbningsarrangementet og den allerførste koncert i kulturugen. Det giver os en unik mulighed for at vise virksomheden frem, og samtidig synes vi, at det er et glimmerende initiativ at arbejde med kulturen og bygge bro mellem borgere, kommunen, institutioner og erhvervsliv, siger CEO, Logstor, Kim Christensen.

Begge virksomheder er enige i, at når de åbner dørene op for folk udefra, så styrker det i høj grad deres netværk og interessen for virksomhederne.

- Vi får et godt netværk med andre virksomheder og med institutioner, og så synes vi, at det er rigtigt godt for vores medarbejdere, så vi kan vise, at vi er stolte af det vi laver her i virksomheden. Personligt glæder jeg mig rigtigt meget til det der sker i kulturugen, og til at mødes med en masse glade mennesker, fortsætter Kim Christensen.

- Vi er stolte af vores virksomhed, og vi vil gerne åbne dørene for folk, så de kan komme ind, og se hvad vi laver. Det kunne jo være det kunne være nogle potentielle ansatte på et tidspunkt eller nogen som kender nogen. Så vil vi gerne støtte kulturen generelt, og vi synes det er et godt initiativ. Jeg glæder mig rigtigt meget til, at huset bliver fyldt med glade mennesker, lyder det fra Bettina Jørgensen, HR Business Partner, Jeld-Wen.

Logstor og Jeld-Wen er værter ved lidt godt til ganen, og arrangementet er helt gratis.

Til åbningen af Kulturugen i Vesthimmerland i 2018 og 2019 var der også succes med at blande kultur- og erhvervslivet på Erhvervsskolerne i Aars og virksomhederne Outline, uno form og Danilift i Farsø.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"