Mosens Dag

Torsdag, 17/09/2009 10:19

LILLE VILDMOSE: Søndag den 6. september afholdte Lille Vildmosecentret i samarbejde med Vildmoseforeningen Mosens Dag. Det blev en stor succes i og med, at omkring 1200 voksne og børn valgte at lægge vejen forbi Lille Vildmose til en hyggelig familiedag.
Sidste års rekord for antal besøgende til Mosens Dag på omkring 700 besøgende blev derfor slået. Centerleder Bo Gregersen håber, at dette bliver en tradition. Han fortæller, at man på Lille Vildmosecentret er meget glade for, at så mange valgte at deltage i Mosens Dag og mener, at arrangementet blev en kæmpe succes.

Lille Vildmosecentret og Vildmosegaard
Der var derfor trængsel hos de mange udstillere omkring Lille Vildmosecentret, hvor de besøgende mange steder kunne smage på frugt, honning, spegepølse, kartoffelsuppe, øl, æblesaft og meget mere. Heldigvis havde mange også lyst til at købe noget med hjem, og der blev foruden mad og drikkevarer solgt fletværk, keramik, jagt- og friluftsgrej. Hos flere udstillere var der også forskellige aktiviteter som skydning, pandekagebagning og bolsjefremstilling.
På Vildmosegaard var der udstilling af kunst og kunsthåndværk, ligesom man kunne besøge Lokalhistorisk Arkiv fra Sejlflod. Også her var der trængsel som følge af de mange besøgende. Derudover kunne man besøge Remisebisserne og deres udstilling i laden ved Lille Vildmosecentret og Vildmoseforeningen ved Toftesø Tårnet.

Islandske heste
Årets tema var islandske heste, hvorfor der var opvisning hele to gange i løbet af dagen af rideklubben Tvistur, der underholdte med gangarter, kvadrille og øltölt. Desuden kunne børnene få en ridetur på en af hestene efter opvisningerne, ligesom interesserede kunne møde hestene og rytterne hele dagen på pladsen.

Dunkelfolket
Dunkelfolket var også på besøg i Lille Vildmose og afsluttede dagen med deres 20 års jubilæumsforestilling ”Røverbryllup” samt en parade både før og efter showet. Op mod 400 overværede forestillingen, hvilket også var tilfældet, da Lille Vildmosecentrets naturvejleder inden forestillingen formindlede, mens naturformidlere fra Danmarks Jægerforbund flåede et krondyr på gårdspladsen. Efter flåningen var der smagsprøver på krondyret, der blev grillet på pladsen.

Også for børn
Udover underholdningen var der også andre aktiviteter for børn. Blandet andet var der i parken opstillet en hoppeborg, og der var træværksted, hvor børnene kunne lave træperler og foderbrætte til fugle. Begge dele var, ligesom Lille Vildmosecentrets store naturlegeplads, et hit blandt børnene.

Jakob Konnerup, der er naturvejleder på Lille Vildmosecentret og tovholder på arrangementet, glæder sig over det store fremmøde fra både besøgende og udstillere. Han er allerede gået i gang med planlægningen af Mosens Dag 2010, der afholdes den 5. september, så programmet denne dag kan blive mindst lige så godt.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"