Nordkabel A/S i Aars solgt til svensk koncern

Af Ture Damtoft, Fredag, 11/11/2022 14:34

AARS: Nordkabel A/S er i dag blevet opkøbt af den svenske koncern Novedo Holding AB.

Nordkabel havde det seneste regnskabsår en omsætning på 215 mio. danske kroner og et overskud før skat, renter og evt. afskrivninger på 32,5 mio. kroner.

Firmaet er gået fra grundlæggelse i Aars og den første kontrakt i 1988 til i dag at have syv afdelinger og 220 ansatte.

Hovedaktionæren og sælgeren er administrerede direktør Henrik Hassing og afdelingsleder Bjørn Christiansen samt andre ledende beslutningstagere hos Nordkabel, som fortsætter i deres roller efter salget og samtidigt bliver aktionærer i Novedo-koncernen.

- Vi er meget glade for at blive en del af Novedo-koncernen. Fordelene ved at være en del af en stærkt decentraliseret koncern giver os det bedste af to verdener; Vi kan fortsætte med at drive vores virksomhed selv, samtidigt med at vi kan drage fordel af koncernens samlede kompetence, erfaring og ressourcer og dermed yderligere accelerere vores ekspansion og rentabilitet, siger Henrik Hassing, adm. dir. hos Nordkabel.

- Novedo har en aktiv nordisk opkøbsstrategi, og jeg er imponeret over den stærke markedsposition, som Nordkabels organisation og ledelsesteam med Henrik Hassing og Bjørn Christiansen i spidsen har opbygget i Danmark kombineret med selskabets stabile omsætning og rentabilitet, siger Per-Johan Dahlgren, adm. dir. og koncernchef hos Novedo.

Købsprisen er - naturligvis - ikke oplyst, men der er nok tale om et pænt ni-cifret beløb.

Læs mere i Aars Avis onsdag, hvor vi har et interview med Henrik Hassing.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"