Nyt lys på kvinderoller

Af Søren Beukel Bak, Tirsdag, 27/02/2024 09:05

AARS: Debat om kvinder, køn og magt handler ikke kun om nutiden, men også om fortiden - og måske især vores opfattelse af fortiden.

Museumsforeningen for Vesthimmerlands Museum har taget debatten op med et par arrangementer. Forleden havde foreningen besøg af museumsinspektør og arkæolog Charlotta Lindblom fra Vejlemuseerne, der holdt foredrag under titlen "Skjoldmøer, valkyrier og vikinger".

Hun fortalte, hvordan de senere års forskning med brug af blandt andet DNA-analyser har vendt op og ned på de traditionelle forestillinger om kvinderne som statister i vikingetiden.Man har fejlagtigt troet, at gravfund med sværd og andre våben kun var mandegrave, og at grave med smykker kun var kvindegrave. Ingen af de opfattelser passer.

Runeindskrifter fortæller, at kvinder og mænd havde ligeværdige roller i vikingetiden.

Foreningens næste arrangement ligger meget passende på kvindernes kampdag, fredag 8. marts. Under titlen "Arkæologiens Døtre: Kvinder, køn, magt og identiteter i Danmarks Oldtid" dykker Katrine Balsgaard Juul ned i 1800-tallets danske arkæologi.

Det var nemlig i den periode, de grundlæggende opfattelser af kvinder og køn i jernalderen og vikingetiden blev formet. Katrine Balsgaard Juul er Ph.d. i forhistorisk arkæologi og ekspert i jernalderens kvinder.

Foreningen lover feminine kager og lyserøde bobler. Men mænd er også meget velkomne, understreges det.

Foredraget foregår på Vesthimmerlands Museum kl. 19. Og begge foredrag er arrangeret i samarbejde med museet og støttet af Vesthimmerlands Kommune.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"