OPDATERET fredag 15.30: Røveri ved højlys dag i Vognsild

Af Torsten Hansen, Fredag, 30/09/2022 12:54

Opdateret med købmand Søren Nielsens kommentarer.

VOGNSILD: En maskeret mand med kniv truede sig torsdag kl. 10.30 til en større pengebeløb på Morumvej i Vognsild.

Røveriet gik ud over et bud fra Spar i Nørager, der var i Vognsild for at levere varer.

Bagefter skulle buddet i banken med kontanter fra Spar.

En maskeret mand kom hen til buddet og truede ham til at udlevere kontantbeløbet.

Ifølge købmand Søren Nielsen blev buddet truet med kniven fra omkring halvanden meters afstand.

- Buddet er to moter høj og godt bygget, men når man bliver truet på den måde, så giver man bare pengene. Han har haft nogle psykolog samtaler, og jeg har sagt til forældrene, at de lige skal holde øje med ham, Vi reagerer jo allesammen forskelligt, siger Søren Nielsen. 

Stoppet i Vognsild var det sidste på den rute, som buddet har taget mange gange.

Derfor spekulerer politiet og købmanden på, om røveren kan have fulgt efter buddet og måske endda haft kendskab til, at det var rutine at tage Vognsild som det sidste stop inden banken. 

Røveren forsvandt derefter til fods i østlig retning over kirkegården i Vognsild.

- Vi sendte flere patruljer til stedet, men manden var væk, siger Hans Henrik Sørensen, politiassistent ved Nordjyllands Politi.

Røveren beskrives som cirka 175 cm høj, kraftig af bygning, iført sort hættetrøje med rød grafitti på.

Politiet efterforsker sagen og vil gerne høre, hvis nogen har informationer i sagen.