Parkér sikkert: Vesthimmerland også ramt af bølge af indbrud i varevogne

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 28/03/2023 09:34

VESTHIMMERLAND: Natten til tirsdag er der blevet begået tre indbrud i varevogne, hvor der er blevet stjålet el-vørktøj for op til 100.000 kroner.
To i Aalestrup på Birkevej og Hasselvej og et i Løgstør på Rugmarken.
Henover weekenden var der fire lignende indbrud i Mariager Fjord Kommune.
I sidste uge var der to i Aars, hvor entreprenøren, der ejede en af varevognene, var hurtig til at advare sine håndværkere om at parkere så sikkert som muligt - en advarsel der også kunne læses på Aars.dk og i Aars Avis.
- Det kan godt have haft en forebyggende effekt, og jo flere som tænker over det og parkerer med skydedøren tæt på en væg, så der ikke er plads til at komme til, jo sværere bliver det for tyvene. Det tager nok noget længere tid at skære sig igennem siden, siger politikommissær Mikkel Mitchell.
Fremgangsmåden var den samme ved alle i alt ni indbrud.
Der er klippet et lille hul i skydedøren på varevognen, som har givet tyven eller tyvene adgang til låsemekanismen og dermed at kunne åbne skydedøren og have adgang.
I alle tilfælde er der blevet stjålet el-værktøj og batterier på en værdi fra omkring 50.000 og op til 100.000 kroner.
Det sker jævnligt, at der begåes indbrud i håndværkeres varevogne, er der tale om en ny bølge af den type?
- Det kan man godt sige. Det har været ret massivt, og med den fuldstændigt identiske modus operandi er det overvejende sandsynligt, det er de samme gerningsmænd, siger Mikkel Mitchell.
Han beder borgerne om hjælp til at fange tyvene, der tydeligvis flytter fra område til område og by til by og også har huseret nord for Fjorden.
- Vi har brug for borgernes hjælp, til at fange dem. Hvis man ser noget mistænkeligt omkirng en varevogn, så anmeld det til 114, siger Mikkel Mitchell.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"