Sommersjov for børn i Blære

Af Ture Damtoft, Onsdag, 04/08/2021 07:06

BLÆRE: Sommerferien er ved at være slut, men i Blære kan børnene få det sidste sjov, inden skolen begynder.

Mandag og tirsdag 10. og 11. august har Blære Idrætsforening inviteret alle børn, der skal begynde i 0. og op til 6. klasse, på sommer-camp.

Der er over 20 tilmeldte, og idrætsforeningen lover et både sjovt og aktivt program, hvor de frivillige selvfølgelig sørger for, at der bliverpasset ordentligt på poderne.

- Det er for alle børn, uanset hvor de bor henne. Nogle har valgt at tage deres fætre og kusiner med, og vi håber, de får en god og sjov oplevelse og får en masse nye legekammerater, siger Inger Nielsen fra Blære Idrætsforening.

Der er også tænkt på forældrene. Både mandag og tirsdag er der fællesspisning, og mandag er der opvisning i akrobatik, som børnene skal træne i løbet af dagen. Bagefter er der rundboldkamp, inden 0. til 3. klasse børnene skal køres hjem.

For de lidt større er der mulighed for at overnatte i shelters eller hængekøjer afhængigt af vejret.

Der er frivillige til at hjælpe med alle aktiviteter, at lave maden og generelt holde lidt øje med, at alle har det godt.

- Vi har mange frivillige med, og så er der Maja og Kirstine Skadhauge, som tidligere har været med til at arrangere håndboldcamp, og som er lokale. De kender mange af børnene, og det kan gøre det lidt mere trygt for deltagerne. Det er første gang, vi arrangerer det, og med så mange tilmeldte tror jeg, vi gør det igen næste år, siger Inger Nielsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"