Storsejr til Hornum: Pippo pillede pynten af Chang

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 13/09/2022 14:13

FODBOLD

Herre Serie 3

Aalborg Chang - Hornum IF

1 - 4 (1 - 1)

 

Der findes ikke enkelt mands præstationer i holdsport, men Philip “Pippo” Mortensen kom tæt på for Hornum Idrætsforening i kampen mod Aalborg Chang på udebane lørdag.

En stærk holdindsats tillod Philip “Pippo” at høste frugterne i form af hele fire flotte scoringer. Forud gik en kamp der specielt i første halvleg var ret lige. Dog var det ubetinget HIF, der kom til de største chancer.

Dagens mand i skysovs skulle nok have scoret et par stykker, inden han i det 35. minut. fangede hjemmeholdets målmand for langt ude af målet.

Et følt kælent langskud tog fusen på keeperen, der var kommet for langt ud - 0-1 til Hornum.

Jubel-armene nåede dog ikke at komme ned, da hjemmeholdet udlignede på deres første angreb efter at have givet bolden op - angrebet gav nemlig et straffe, som blev udnyttet.

I samme moment gult til keeper Mikkel Kristensen, der begik førnævnte straffe i kølvandet på sine forsvarskammeraters blunder. Nicolai Pedersen vikarierede dog flot og holdt buret rent i keeperens fravær - altså lige bortset fra straffesparket - og holdene gik til pause ved stillingen 1 - 1.

Norsk måltørst

I anden halvleg var der kun et hold på banen.

Godt nok blev Aalborg Changs spillere ikke i omklædningsrummet, men de kom ikke i nærheden af at true Hornum.

Efter kun 10 min. spil øgede Pippo til 1 - 2 efter fremragende forarbejde af Marc K. Nielsen.

HIF dominerede herpå stort, og 10 minutter senere lynede Philip Mortensens højre støvle igen, og han afgjorde reelt kampen med hattrick scoringen til 1-3.

Han var dog ikke mæt endnu, og med en måltørst der var en vis norsk nordmands måltørst værdig, scorede han efter 70 min. endnu et mål og igen på fint forarbejde af Marc K. Nielsen, som dermed tegnede sig for assist nummer to.

- Det var en flot indsats af holdet, der gør, at jeg kan score så mange. Jeg skulle egentlig score to, inden jeg fik hul på bylden, siger den 29-årige angriber, der har spillet med mere eller mindre den samme kerne af spillere de sidste syv år.- Vi har en smal trup, men hvor vi kender hinanden. Vi går efter oprykning til Serie 2, selvom det bliver svært. Jeg er selvfølgelig ikke den eneste, som skal score, men kan jeg få en syv, otte, ni mål mere, er vi nok godt på vej, siger Philip “Pippo” Mortensen.

Træner Johnny Nielsen har det ligesom langt de fleste kolleger lidt stramt med at rose individuelle spillere frem for hele holdet, men i dagens anledning blev der gjort en undtagelse.

- Pippo er en af de spillere, som kan de her ting, hvis han bliver sat i scene. Vi har rykket ham lidt frem på banen, så han spiller som hængende angriber, hvor han kommer frem til flere chancer, og i dag lykkedes næsten alt for ham, siger Johnny Nielsen.

Forrygende sejr efter en god indsats. Eneste streg i regningen var, at offensiv esset Martin Kjær måtte humpe ud efter ca. 20 min. med en fiberskade, som var taget med fra forrige kamp.

Tirsdag aften spillede Hornum IF igen i Aalborg, denne gang mod Freja og efter avisens deadline.

Næste kamp på Hornum Stadion er fredag mod Gug B.

Efter fem runder har Hornum 12 point, har vundet fire kampe og har en målscore på 16 - 8.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"