Sundhedshus i Suldrup?

Tirsdag, 08/12/2009 14:49

SULDRUP: Suldrup har siden den 1. oktober 2009 stået uden læge i byen. Dette selvom Suldrup Borger- & Erhvervsforening har kæmpet meget længe for at byen ikke skulle komme i denne situation. Der er endnu ikke fundet en løsning på problemet. 
- Det betyder dog ikke at man har givet op, tværtimod, udtaler formand Jeanette Sagan, hun fortsætter: - Vi er begyndt at kigge mod en bedre løsning, nemlig et sundhedshus, med plads til flere læger og evt. andre sundhedstilbud. Vi vil på et borgermøde den 10. december redegøre for, hvordan disse ideer og tanker kan blive til virkelighed.
Samtidig har en række lokale borgere, bestående af Jens Buus Pedersen, Jens Bak, Eigil Knudsen, Kristian Skovhus og Bjarne Villadsen, sammen med Marianne Westergaard fra Sparekassen Himmerland, arbejdet på at købe Nordea bygningen for at kunne sikre sig en af de bedst beliggende ejendomme i Suldrup. Ikke umiddelbart i første omgang for at etablere et Sundhedshus, men i for at sikre, at der fremover vil blive drevet erhverv fra bygningen.
Ideen er at man ønsker at etablere et selskab, som tidligere er blevet praktiseret med Suldrup Industrihus, hvor byens borgere og erhvervsdrivende har mulighed for at købe anparter. Dette vil der også bliver informeret om på borgermødet, som afholdes på Suldrup Kro, ligesom der vil blive mulighed for efterfølgende at tegne anparter i projektet.
Nu er Borger- og Erhvervsforening og gruppen blevet enige om at forsøge at koble de to ting sammen, således at der arbejdes på at etablere et top moderne sundhedshus, med henblik på at trække læge, fysioterapeut eller andre sundhedstilbud til Suldrup. 
Så opfordringen til alle borgere i Suldrup skal lyde: Mød op til borgermødet den 10. december på Suldrup Kro og vær med til at præge byen i fremtiden.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"