AARS: Det var en pavestolt svanemor, som søndag udrugede ikke mindre end seks unger i reden ved søbredden på Tvebjerg i Aars. At det samtidig var i det fineste vejr og på Mors Dag gjorde ikke oplevelsen dårligere. Og da den nye familie kort efter lagde fra land i samlet flok kunne man næsten fornemme at ungerne sagde: “Rap, rap - skal vi svømme om kap”.
Det var en af naboerne til søen, uddannelsesleder Mads Ilsøe, fik øje på ungerne. Beboerne på Tvebjerg har længe vidst, at der blev ruget på æg i reden, og at der formentlig ville ske en udklækning med unger til følge i år. Et svaneæg vejer omkring to kilo, og det tager fem uger at ruge det ud.
Sidste år slog det fejl med familieforøgelse i svanereden, som nogle af områdets beboere havde bygget til svaneparret. I år tog svanerne så sagen “i egen hånd” og byggede rede i den ene side af søen, og det gav pote med ikke mindre end seks unger.
Svanemoderen er meget beskyttende overfor sine unger, og Mads Ilsøe kunne ikke komme helt tæt på familien, da han ville fotografere. Derfor måtte han i bedste Georg Gearløs-stil koble en stjernekikkert til sin mobiltelefon for at få billedet af svanerne “i kassen”. Det er lykkedes ganske godt. Idyllen omkring svanefamilien er en rigtig forårsbebuder...
Ordet er dit