Tetiana vågnede til mareridt for to år siden men tror på sit lands befrielse

Af Ture Damtoft, Onsdag, 21/02/2024 07:00

Lørdag 24. februar markeres to års dagen for den russiske invasion af Ukraine med taler, koncert og gudstjeneste i Aars.

Den “særlige militære operation”, som russerne stadig insisterer på at kalde det, alle andre kalder krig.

Som alle andre vågnede Tetiana Fulytko den morgen op i hjemmet i Suldrup til billeder af eksplosioner i Ukraine.

Hun har boet og arbejdet i Danmark med sin mand Yurii siden 2013 ligesom tusinder af andre ukrainere og heraf 500-600 i Vesthimmerland.

Forældrene og familien i Ukraine var de første, de tænkte på.

- Jeg husker dagen, som var det i går. Den 24. februar 2022 vågnede jeg kl. 4:00 og tjekkede klokken. Pludselig så jeg nyhederne om Ruslands invasion i Ukraine. Jeg skreg og vækkede min mand. Sammen læste vi nyhederne igen og kunne ikke tro vores egne øjne. Vi ringede til vores forældre og fik bekræftet den bitre sandhed, fortæller Tetiana Fulytko.

Forældrene bor i byen Poltava i Poltava regionen af Ukraine og har ikke oplevet bombardementer eller kampe.

Byen ligger omkring 200 kilometer vest for Kharkiv, en af de værst ramte byer som i foråret og sommeren 2022 var i frontlinjen, indtil Ukraine i november 2022 generobrede området.

- Vi har ikke mistet familie eller venner, men jeg har en veninde, som har mistet sin første kærlighed, og min mors bedste veninde har mistet sin søn på frontlinjen. Hun kan stadigvæk slet ikke være i sig selv, fortæller Tetiana og undskylder helt unødvendigt for, at tårerne begynder at pible frem.

Danmark åbnede dørene

I de 10 år hun har boet i Danmark, har hun arbejdet i landbruget eller i landbrugsrelaterede erhverv.

Først på et kvægbrug, så på Rokkedahl og senest hos Agri Nord, hvor hun er i lære som handelsassistent fra HEG i Aars.

De mange år indenfor erhvervet gjorde hende nærmest selvskreven til en rolle som formidler og forbindelse mellem arbejdsgivere og ukrainske arbejdstagere, som enten er kommet til kommunen efter krigens udbrud eller som har været her før.

Støtten fra både sin arbejdsplads, i erhvervet og i lokalsamfundene har rørt hende.

- Danmark åbnede dørene for alle ukrainere. Samtidig viste danske borgere, især i Suldrup, stor støtte. Mange mennesker kom med tøj, mad, penge og hygiejneprodukter. Indsamlede varer blev sendt til Ukraine via lastbil. I Agri Nord arbejder jeg virkelig meget for at hjælpe ukrainere med at få job i landbruget. Og det gør vi helt gratis. Jeg siger det, fordi hver eneste ukrainer, der har henvendt sig til mig og bedt om hjælp med jobbet, har spurgt om, hvad det vil koste. Og jeg vil understrege en gang til, at det er fuldstændig gratis. Udover tilbyder vi kurser i opkvalificering, som mange ukrainere deltager i, fortæller Tetiana Fulytko.

En dag stopper krigen

Den hjælp hun kan tilbyde gennem sit arbejde og gennem sit frivillige arbejde med indsamlinger, er Tetiana ikke alene om.

Mange ukrainere og danskere samler fortsat ind af alt fra penge og mad til stearin og brændeovne for at hjælpe det krigshærgede land.

Trods to års krig og senest et tilbageslag på fronten er håbet ligesom Ukraines flag stadig gult og blåt hos Tetiana.

- Jeg er begyndt at sætte meget større pris på livet men holder mig fra nyhederne, for ellers begynder jeg at græde. Især hvis jeg ser videoer. I de første to uger kunne vi ikke koncentrere os om andet end begivenhederne i Ukraine. Vi var i panik og ringede til vores kære op til ti gange om dagen. Som situationen er nu, er der ikke mange tegn på en hurtig afslutning af krigen. Ukraine lider store tab, både menneskeligt og økonomisk. Men jeg tror oprigtigt, at en dag vil krigen stoppe, og Ukraine vil kunne fejre sin frihed, ligesom det skete i 1945, da Hitler tabte i Anden Verdenskrig. I forhold til de ukrainere der kom til Danmark efter krigen, synes jeg, regeringen skal lave nogle klare retningslinjer om, hvorvidt de kan blive i Danmark, og hvad der kræves.

Børnene går i skole, har fået kammerater og er blevet godt integreret. Så de skal vide, om de må blive i Danmark, når krigen engang slutter, og Ukraine forhåbentlig bliver medlem af EU og NATO, siger Tetiana Fulytko.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"