Tre store butikker skyder op i Aars

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 13/09/2023 08:30

AARS: Et stort erhvervsareal ved Markedsvej i Aars har taget kolossal forandring i løbet af den seneste måned.

Projektfirmaet Hanssen Ejendomme i Vejle er i færd med at opføre tre butikker på tilsammen 4100 kvadratmeter til detailkæderne Harald Nyborg, Maxi Zoo og T. Hansen.

Inden sommerferien blev grunden gjort klar til at modtage præfabrikerede betonelementer som i de seneste uger er ankommet på store lastvognstog til Aars og løftet på plads af medarbejdere fra Give Elementkraner. Nu kan forbipasserende danne sig et indtryk af, hvordan byggeriet kommer til at se ud. De sorte elementer er på plads på butikkernes bagside over mod rådhuset, og i disse dage løftes de sidste på plads ud mod Markedsvej.

Nyt er det, at Harald Nyborg åbner en butik i Aars på 2600 kvadratmeter. Det samme med Maxi Zoo, som indretter 500 kvadratmeter. T. Hansen har haft forretning ved Vestre Boulevard i Aars i nogle år, men har fået for lidt plads. Derfor flytter forretningen ind i 1000 nyopførte kvadratmeter ved Markedsvej.

Det forventes, at de tre forretninger kommer til at beskæftige 35 medarbejdere. Bygningen afleveres af Hanssen Ejendomme i november, så butikkerne formentlig kan åbne inden julehandelen.