Uldsko fra Blære hitter stort i USA

Af Ture Damtoft, Onsdag, 12/05/2021 08:09

BLÆRE: Blære-virksomheden Glerups har stor, global succes med hjemmesko.

Især det amerikanske marked har taget de uldne futter til sig. Mediet Forbes, surfere i Californien og hjemmearbejdende amerikanere er enige om, at skoene er et ”must-have”, og det har givet travlhed på fabrikken.

Glerups rygte for behagelige sko lavet i uld har nået den californiske kyst, hvor mange surfere har taget skoene til sig som deres foretrukne ”beach-wear”.

2020 var et udfordrende år for mange virksomheder, men for Glerups var året mildt sagt ikke så ringe endda.

- I øjeblikket får vi kærlighedserklæringer fra hele verden, og vi oplever kæmpestor efterspørgsel - især gennem onlinehandelen, fortæller medejer Allan Timm, der begyndte at sælge Glerups produkter gennem sit eget firma for 15 år siden, og som i år har overtaget de sidste aktier sammen med Jesper Glerup, der er yngste søn af grundlæggerne Nanny og Ove Glerup, som fortsat er aktive i bestyrelsen.

Efterspørgslen er så stor, at der nu opføres en 3000 kvm. stor fabrik ved siden af den eksisterende fabrik i Rumænien.

Hvis tidsplanen holdes, kan de første sko blive produceret til juli.

- Ekspansion er en on-going proces. Der er så meget håndværk involveret, så vi skal hele tiden have nye folk på, men højest fire-fem af gangen, så de kan oplæres. Den anden del er at have plads nok. Derfor er vi ved at bygge de 3000 kvm. til en seperat produktion, og den bliver optimeret i forhold til den nuværende fabrik, hvor der er bygget til løbende. Med den nye fabrik får vi bedre flow i vores produktion. Det har taget to år at få alle tilladelser på plads, siger Allan Timm.

Fabrikken kommer også til at huse firmaets største enkeltstående investering nogensinde. Det er en filtemaskine fra Tyskland som skal sikre forsyningen af forarbejdet uld til produktionen af fodtøjet.

Fra Blære til L.A.

Efterspørgslen kommer i stor stil fra USA, hvor flere amerikanske medier har hyldet skoene, der laves i 100 pct. ren, naturlig uld.

Det amerikanske medie Forbes har flere gange kastet deres kærlighed efter skoene, som de i en artikel kalder ”den bedste gave nogensinde” og i en anden artikel (med over 126 millioner klik) nævnes som en af de mest populære hjemmesko.

De amerikanske kunder giver blandt andet udtryk for, at skoene er ideelle til hjemmekontoret - som mange har måttet ty til det seneste år. Det vækker også begejstring, at man sagtens kan beholde futterne på, når man f.eks. skal hente avisen i postkassen. Markedsføringsstrategien har bl.a. været at give sko til meningsdannere, som skriver om dem. Journalister er blevet inviteret til præsentation, hvor de kan prøve produktet og få historien om, hvordan en virksomhed fra Blære er blevet global. Fundamentet for virksomheden blev skabt i 1970’erne, hvor Nanny og Ove Glerup blev grebet af selvforsyningstanken og forelskede sig i uld. På et lokalt filtekursus lavede Nanny et par støvler til Ove. Støvlerne var til indendørs brug, men en dag opdagede Nanny, at Ove havde støvlerne på, da de var ude og handle - og det var jo ikke meningen. Eller var det? Hvor det hele begyndte som en hobby, blev det hurtigt til en lille produktion med to par sko om dagen.

- Amerikanerne elsker historien om, hvordan det begyndte lokalt, og at vi fortsat har hovedkvarter ved Blære. Alle kender Danmark, nogle kender Nordjylland. Jeg plejer at spørge, om de kender Aalborg, det gør nogen. Om de så kender Aars, det gør nogle få måske. Om de så kender Blære, det gør de ikke. Og så er vi altså heller ikke helt fra Blære, men fra en gård der ligger lige udenfor. Vi har ikke skulle have marketingfolk til at skrive en god historie, vi har den helt fra grunden, siger Allan Timm.

Nordjyder i hjertet

Selvom online-salget går strygende vil Glerups holde fast i detail-markedet.

En af grundene er den uvurderlige respons fra kunder, som kommer gennem den salgskanal. Bl. a. at deres produkter skaber afhængighed.

- Vi blev kontaktet af en kunde og troede, det var en klage. Han begyndte med at sige, ”det kan I ikke være bekendt”, og fortalte at nu var han blevet helt afhængig af vores sko, så vi puttede ”afhængighed kan forekomme” på æsken, fortæller Allan Timm og fortsætter:

- Vi er jo nordjyder i hjertet, og den personlige kundekontakt vi oplever i butikkerne, betyder stadig meget for os. Responsen fra kunderne, lærer vi af. Menge firmaer giver fuld fokus med online, men vi husker hvor vi kommer fra med detail-handel. Og jo mere digitale vi bliver, jo mere kommer vi til at savne det med at stå ansigt til ansigt. Det har vi også set her under Corona, og vi vil holde fast i at kunne møde kunderne i en butik, siger Allan Timm.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"