Unge fra Aars møder dronningen

Af Torsten Hansen, Onsdag, 04/03/2020 11:00

Karl Bruun Larsen, 3. klasse på Østermarkskolen, har malet fødselsdagsbillede

AARS: Dronning Margrethe ønsker sig malerier udført af elever fra 3. klasser over hele landet til sin 80 års fødselsdag 16. april. Fra Vesthimmerland får hun et maleri udført af en elev i 3. klasse på Østermarkskolen i Aars.

Helt konkret er det eleven Karl Bruun Larsen der er kunstneren.

- Jeg har valgt at tegne dronningen, og så synes jeg også, at hun skulle have vores kommunevåbenskjold. Jeg har også tegnet Dannebrog, siger Karl Bruun Larsen, der tydeligvis har gjort sig mange tanker, inden han har fuldført maleriet. Dannebrog er kommet med i form af dronningens kjole, udformet som landets flag.

Elever fra ni klasser havde indsendt et maleri til den lokale konkurrence. De seks fik ingen placering. Andenpladsen tilfaldt Gedsted Skole og tredjepladsen gik til Vestrup Skole.

Den officielle begrundelse for, at Karl Bruun Larsens maleri blev valgt til førstepladsen lød: Det har et stærkt farveudtryk. Der er hjerter rundt om byvåbnet, og dronningen er tegnet med humor og kærlighed.

Dronning Margrethe har selv besluttet, at der fra hver vinderklasse må komme en dreng og en pige med hver en forældre til Amalienborg, når gaven skal overrækkes. Hvem de heldige bliver fra Østermarkskolen er endnu ikke afgjort.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"