Aars er klar til by night

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 29/03/2023 07:36

AARS: Aars by vil være fyldt med flag og balloner i morgen torsdag, 30. marts når byens handlende holder By Night. Samtidig vil det dufte af kagemand i butikkerne, der vil blive spillet fødselsdagsmusik i gaden, og det bliver muligt at købe eller sælge en ny eller brugt campingvogn, hvis man lige har lyst til det. Anledningen er Aars Handels fødselsdag, eller rettere Aars City Centers fødelsdag, som der denne dag festes for i hele byen samtidig med at forretningerne har gode tilbud på hundredevis af varer.

Fødselsdag er det gennemgående tema for dagen, og Aars Handel lægger op til, at man kan vinde et børnefødselsdagsarrangement for 20 personer i Idrætscenter Østermarken.

En festlig dag

Det bliver en festlig dag. Allerede midt eftermiddag holdes indvielse af den nye Aars Autocamperplads på adressen Himmerlandsgade 27, som Turistforeningen for Aars og Omegn har taget initiativ til. Her vil der i dagens anledning være et par autocampere når turistforeningens formand, Poul Damgaard, klipper en snor som et synligt bevis på at pladsen nu er åben for besøgende som kunne tænke sig at aflægge Aars en visit.

Men udover indvielsen af autocamperpladsen vil Løgstør Caravan Center udstille nye campingvogne et centralt sted i byen. Desuden bliver det muligt for at alle private som vil skille sig af med sin brugte campingvogn, at møde mulige købere. Det foregår fra sidst på eftermiddagen til kl. 22 når forretningerne lukker og slukker.

- Kom bare med din campingvogn. I Aars er der mulighed for at få den solgt, siger handelschef Jesper Nielsen, der glæder sig til dagen med By Night, liv og god stemning i midtbyen.

Som et par ekstra aktiviteter er der tilsagn fra Haubro Klassisk og Veterantraktortræf om udstilling af gamle traktorer i gaden. Veterantraktorer har en magisk tiltrækning på mange i disse år. Veterantraktorer har aldrig været så populære som i øjeblikket. Måske fordi mange kan huske de gamle klassiske modeller fra dengang de var barn. Aars Bibliotek byder også ind med en aktivitet. Det er Påskeægsjagt i tre timer sidst på eftermiddagen og først på aftenen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"