Aars får snart en Highway 106 - Kombinerer pub med club i Himmerlandsgade

Af Ture Damtoft, Onsdag, 25/10/2023 07:30

AARS: Snart kommer der nyt natteliv i bygningen Himmerlandsgade 106 i Aars.

Mikkel Thillemann har overtaget lejemålet, og vil åbne Highway 106 med pub i stueetagen og natklub ovenpå.

- Aars mangler et værtshus, som passer til alle. Et sted hvor man lige kigger ind og hygger sig med venner over en øl eller to efter skoledagen, når arbejdsdagen er slut, eller hvor en hyggelig aften kan fortsætte, efter man har været ude at spise, siger Mikkel Thillemann.

Lokalerne, der tidligere rummede natkluben Crazy Daisy, har fået en overhaling, så der bliver mere lyst og indbydende.

Gulvet er vasket så det funkler, bar og borde er malet i lysere farver, og der er installeret mere lys.

- Vi skal kunne se og høre hinanden. Jeg kommer ikke til at spille høj musik i stueetagen. Her skal gæsterne kunne snakke almindeligt sammen, og hvis man har lyst til at danse og høre høj musik, har vi natklubben ovenpå, siger Mikkel Thillemann.

Det er lidt af en drøm, der går i opfyldelse for den snart 30-årige automekaniker. Skiftet til ejer af en pub og natklub er ikke så stort, for Mikkel Thillemann har været en del af nattelivet i over 10 år, da han i 2010 havde sit allerførste DJ-job på Crazy Daisy.

- Jeg har spillet masser af gange på Crazy Daisy, inden stedet lukkede, og har altid syntes det var fedt at være med i nattelivet, og hvor folk har det sjovt. Men der skal både være plads til den store fest og den lidt mere stille, og den kombination håber jeg at ramme med Highway 106, siger Mikkel Thillemann.

Klar til J-dag
Natklubben Crazy Daisy lukkede i juni, og den nu tidligere ejer Mikkel Møller Olsen kunne kun lige få det til at løbe rundt. Der var simpelthen ikke mennesker nok i nattelivet i Aars, mente han.

Mikkel Thillemann håber at ramme et bredere publikum med det nye koncept, men starter forsigtigt op med at have åbent torsdag, fredag og lørdag.

- Jeg tror på, at der er plads til et sted som Highway 106 i Aars, men der er selvfølgelig en grund til, at jeg vil have lysere lokaler og mere afdæmpet musik i pub'en. Det er her, kunderne skal komme og hygge sig i aftentimerne, og så laver jeg en separat indgang til natklubdelen, når der kommer folk i byen senere, for Aars skal også have en natklub. Highway 106 skal kunne begge dele, og møder man hinanden i natklubben og har lyst til at snakke lidt sammen, kan man gå nedenunder. Det er jo sket før, siger Mikkel Thillemann med et smil.

Han håber at blive klar til J-dag fredag, 3. november.

Der er indgået aftaler med leverandører, og ølhanerne og alle glas står klar. Nu venter han kun på alkoholbevillingen.

- Jeg har fået så mange positive kommentarer fra leverandører, venner og andre, som har hørt om planerne. Jeg glæder mig så meget til at åbne dørene og sige velkommen til de første. Jeg håber, byen vil tage godt imod mig, så er drømmen rigtig gået i opfyldelse, siger Mikkel Thillemann.

Kommentarer
Jan Kristen

Held og lykke med det nye værtshus Highway 106 i Aars Mikkel Thillemann. det bliver godt med en Beværtning inde i byen jeg glæder mig til at komme ind og se det en dag sammen med Mette når i Engang er kommet helt på plads. Mvh Jan.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"