Danske Bank Nibe runder 100 år

Mandag, 29/03/2010 00:33

Danske Bank i Nibe har rødder tilbage til Nibe og Oplands Bank, der i 1910 blev etableret på resterne af en tidligere bank, som »forliste« i 1908, i en udløber af Det Jyske Bankkrak.
Året er 1910, og Nibe har netop oplevet at få etableret en helt ny lokal bank, som er etableret efter byen et par år »kun« har haft en sparekasse, idet den tidligere bank måtte lukke i 1908.
Som nu var der dengang også brug for en bank til at forestå de lokale forhold for borgerne og for de lokale virksomheder. Banken blev etableret i den bygning i Nibes midtby, der selv den dag i dag betegnes som »Nibe Avis«, nemlig Lille Algade 10. Bygningen var opført til Nibe Spritfabrik, men også denne virksomhed måtte lukke, og det var nærliggende at rykke ind her, da der i dette forhold havde været »penge i klemme«.
Stor andel i Nibes udvikling
Nibe og Oplands Bank var indtil starten af 1970’erne – sammen med »Spare- og Laanekassen for Nibe By og Omegn«, der året forinden bankens indtræden i Provinsbanken var fusioneret med Sparekassen Bikuben – ene om at betjene lokalområdet med »pengeforretninger«. Gennem en af den danske bankverdens største fusioner, blev »Provinsbanken« i 1989 en del af Danske Bank, og siden er det denne bank, der har båret den lokale banktradition videre, og som fortsat har sat sit tydelige præg på den lokale udvikling. Fra 2007 blev BG Bank ved endnu en fusion, en del af Danske Bank koncernen, og senere samme år blev de to lokale afdelinger af Danske Bank samlet i de nuværende banklokaler i Genboløsgade.
8 direktører gennem 100 år
En række personer har naturligt nok beklædt ledende poster som bankdirektør gennem de nu 100 år. Som nævnt lagde banken ud med én af byens kendte og ansete mænd, købmand Chr. Hauerslev som direktør. Som bankkyndig havde han ved sin side M.C.  Hostrup, og netop Hostrup overtog i 1921 direktørposten. Hostrup havde været med siden tiden med Banken for Nibe og Omegn, men han havde ikke haft indflydelse på denne banks endeligt, og var derfor fortsat at finde i Nibe og Oplands Bank.
I 1941 trak Hostrup sig tilbage, og daværende bogholder Valdemar Smith blev indsat som direktør. Desværre døde Valdemar Smith alt for tidligt i 1949, og igen blev bankens bogholder indsat som direktør. Vilhelm Andersen var således bankens direktør indtil 1970, hvor han samtidig med bankens fusion med Den Danske Provinsbank, blev afløst af Erik Jensen. Fra 1992 blev Bjarne Nielsen indsat som direktør, indtil 2003, hvor Ole P. Bro overtog jobbet, og i 2007 overlod det til den nuværende Martin Würtz Vinther.
Jubilæet fejres tirsdag og onsdag
100 års jubilæet fejres udadtil i denne uge, tirsdag og onsdag, hvor Danske Bank byder publikum indenfor til Åbent Hus og reception, og hvor banken i anledning af det runde jubilæum har fundet effekter fra de 100 års bankdrift. Disse kan publikum studere, her i jubilæumsdagene.
Læs mere i Nibe Avis' trykte udgave, mandag den 29. marts.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"