Et travlt år i Ranum Borger- & Erhvervsforening

Torsdag, 15/04/2010 12:41

2009 har været et ekstraordinært aktivt år for Ranum Borger- & Erhvervsforening.
Årets første arrangement var Skt. Hans-aften, hvor en af byens borgere Anne Grindsted holdt en fantastisk vis og filosofisk båltale, som vi alle kun kunne blive klogere af.
Allerede før Sankt Hans modtog forening en invitation fra Vesthimmerlands kommune til at deltage i et møde vedr. de frigivne midler fra likvidationen af Ludvig Chr. Müllers Kollegium. Til mødet var Multikulturhuset, IK-Vest og Ranum Rideklub også indbudt. Ranum Borger- & Erhvervsforening tog initiativ til at indkalde de nævnte foreninger til et formøde. Vi mente, at det var vigtigt at foreningerne i Ranum kunne fremstå som en enig gruppe, der ikke bekæmpede hinanden, men som kunne arbejde sammen. Det viste sig også, at være en god strategi. Den fordeling og de prioriteringer som foreningerne blev enige om, gik glat igennem i kommunen og i ministeriet. Ud af de 2.6 mio. kr. som var i spil blev Ranum Borger- & Erhvervsforenings andel knap 100.000 kr. Da vi på mange måder føler os som en ”paraplyforening” for alle de andre foreninger, var vi godt tilfreds med det resultat. Det der godt for f.eks. IK-Vest og Multikulturhuset er også godt for os. Og netop disse to blev tilgodeset med en betragtelig andel af midlerne. Borgerforeningens andel af kollegiemidlerne har vi brugt til en forskønnelse af Paradisets Have. Vi har fjernet nogle gamle og udslidte legeredskaber, renoveret græsplænen, anlagt en flot bålplads med lysegrå chaussesten og opsat to ekstra borde-bænke-sæt. Til foråret, når dagplejemødrene igen begynder og benytte haven, er der lidt penge tilovers, som vi vil bruge til at renovere havens gynger. Så synes vi, at vi har fået en meget flot have, som det er rart for byens borger at benytte.
Ranum Borger- & Erhvervsforening har fået mange henvendelser om Vesthimmerlands Naturcenters grejbank, som er placeret ved siden af Ranum Efterskole. Grejbanken er i uddelingen af kollegiemidlerne blevet
tilgodeset med 100.000 kr. Pengene står på borgerforeningens konto og er øremærkede til indkøb af mountainbikes og andet udstyr til grejbanken, således at andre institutioner og private brugere af søområdet kan leje dette udstyr i forbindelse med udflugter til området.
I arbejdet med udformningen af foreningernes samlede ansøgning om de frigivne kollegiemidler har Ranum Borger- & Erhvervsforening stået for det koordinerende arbejde.
Næste store aktivitet, som jeg vil omtale, er Multifesten, som vi valgte at kalde den. På grund af andre aktiviteter i Multikulturhuset var vi nødt til at henlægge festen til første weekend i oktober. Jeg synes, at det lykkedes os at få sammensat et varieret program for festens 3 dage, hvor der var noget for alle aldersklasser. Vi – dvs. Multikulturhuset, IK-Vest og Borgerforeningen - har fået megen ros for Multifesten. Men også en konstruktiv kritik, som viser, at der er ting vi skal gøre anderledes næste gang. Festen gav et lille overskud, som betyder, at vi næste år kan engagere et danseorkester til vores festaften.
Festen skal også som i de gode gamle dage afholdes den sidste weekend i august måned.
Knap var dugene taget af bordet i Multikulturhuset, før vi begyndte at sætte plakater op i byen til vores næste arrangement, nemlig en aften i Seminariets Guldhornssal med organist og sanger Annette Kjær, som gav de fremmødte en dejlig oplevelse over temaet: ”Limfjordens Digtere”.
I november var det så forfatteren Knud Erik Pedersens som var vores gæst i Guldhornssalen. Knud Erik Pedersen fortalte på en levende måde om sit forfatterskab, som har en speciel tilknytning til egnen og seminariebyen Ranum. Begge arrangementer samlede mellem 40 og 50 mennesker og var et resultat af et samarbejde med AOF Vesthimmerland, Foreningen Norden og Ranum Lokalhistoriske Forening. Vi havde i forvejen ansøgt AOF om økonomisk støtte til de to arrangementer. Vores ansøgning gik glat igennem. En stor tak til AOF Vesthimmerland for denne støtte.
Foredrags- og musikaftener er tænkt som tilbagevendende begivenheder på foreningens program. Vi vil forsøge at gøre det til en tradition, at vi holder to arrangementer i efteråret og to i foråret. Vi har allerede her i det nye år afholdt en aften med Steen Steensen, som gav os et spændende beretning om hans tur på motorcykel gennem Europa. Også dette arrangement samlede stor tilslutning. Flere medlemmer har givet os gode idéer til nye arrangementer. Det siger vi mange tak for. Og til slut skal der også lyde en tak til vores gamle, men meget ungdommelige bagermester Ivar Nielsen, som har bagt dejligt brød til kaffen ved disse arrangementer.
Det sidste punkt i kalenderen var naturligt nok juletræsarrangementet, som samlede en stor flok børn og voksne, der hyggede sig i Multikulturhusets foyer. Tak til både julemanden og Multikulturhuset for deres medvirken.
Borgerforeningen har også sammen med byens pensionistforening og ”Kærbos Venner” været aktiv i forhold til planerne om at omklassificere plejehjemmet Kærbo til et demenscenter. Foreningerne ønsker, at der fortsat skal være almindelige plejehjemspladser til rådighed på Kærbo for de ældre medborgere i Ranum og omegn, der ønsker en plejehjemsplads i deres vante miljø med tæt forbindelse til familie og venner. Vi har rykket for et møde med sundhedsudvalgets formand om sagen, men har fået den besked, at kommunens demensplanen af økonomiske grunde er stillet i bero.
Alt i alt har det været et godt år for Ranum og Ranum Borger- & Erhvervsforening. Men der har også været mislyde. I 2009 måtte vi konstatere, at pædagoguddannelsen på Ranum Seminarium ikke stod til at redde. Tidens trend kombineret med en fuldstændig mangel på lokalpolitisk opbakning, da det for alvor brændte på for uddannelsen i 2008, har bevirket at pædagoguddannelsen i Ranum synger på allersidste vers. Nogle af jer vil måske mene, at forhold omkring seminariet ikke passer ind i denne beretning. Jeg vil og kan dog ikke undlade at beklage, at et af Danmarks ældste seminarier og Vesthimmerlands eneste videregående uddannelse snart er en saga blot. Der synes at være et misforhold i disse år mellem på den ene side politikernes blinde tro på en offentlig sektor styret af markedskræfternes frie spil og på den anden side bestræbelserne på med forskellige midler at holde gang i landdistrikterne. Det er som om det ikke rigtigt er gået op for politikerne, at de tendenser de selv er med til at understøtte, får nogle konsekvenser, som de egentlig ikke kan lide, men som de på den anden side heller ikke kan eller vil kæmpe imod. Men hvad enten der er tale om politiske ismer eller det helt frygtelige begreb ”ligegyldighed”, så har vi i Ranum altid været klar over at hvad angår politisk støtte, så er vi ”på Herrens Mark”. Måske havde tingene set anderledes ud, hvis man engang i forrige århundrede havde valgt at placere seminariet i Løgstør eller Aars. Det er i alt fald tankevækkende, at det først er nu – her hvor kl. er over 12 – at de lokale politikere opdager, at løbet er kørt. I denne situation er det for byen tilfredsstillende, at seminariebygningerne nu er overtaget af efterskolen, således at der fortsat er sikret en aktivitet på stedet.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"