Færre skoleelever – færre skoler?

Torsdag, 15/04/2010 12:07

Gennem det seneste år har skoleforvaltningen arbejdet med den kommunale skolestruktur, og der foreligger nu et meget omfattende materiale, som politikerne kan/skal forholde sig til her i 2010.
”I Venstres byrådsgruppe har vi løbende diskuteret den kommunale folkeskole, men fokus er blevet yderligere forstærket med skoleforvaltningens rapport og nu senest statsministerens udmelding om et 360 ° eftersyn af folkeskolen, som er blevet igangsat her efter nytår”, siger gruppeformand Per Bisgaard. Skolevæsenet i Vesthimmerland blev meget hurtigt efter kommunesammenlægningen i 2006 harmoniseret, og det er bestemt vores opfattelse, at skolerne har gjort deres bedste for at udfylde såvel de lovgivningsmæssige som de økonomiske rammer.
Den nyligt udarbejdede rapport, som nu også er offentlig tilgængelig, viser at der allerede i 2015 vil være 5 skoler, som på 8 årgange har færre end 75 elever – 3 af skolerne endog under 60 elever. I samme periode er det kun de to store byskoler i Aars og Farsø Skole, som oplever en større tilgang, medens de øvrige skoler stagnerer eller viser små udsving til begge sider.
”I Venstres byrådsgruppe er vi naturligvis indforstået med at følge statsministerens anvisninger om dels at give folkeskolen et eftersyn med henblik på at lave ændringer, der øger kvaliteten, men dels på samme tid også at vise tilbageholdenhed med at øge de offentlige udgifter. I vores overvejelser indgår at eventuelle rationaliseringsgevinster skal konverteres til bedre undervisningsmidler og forstærket indsats på områder, hvor vi kan forbedre undervisningen for skoler, klasser/hold og helt ned til den enkelte elev,” siger Per Bisgaard.
”Vi har tidligere holdt medlemsmøder, hvor vi diskuterede skolepolitik og i forbindelse med kommunalvalget sidste år var det bl.a. med udgangspunkt i disse møder, at vi udarbejdede vores skolepolitik. Vi genoptager nu disse møder i vores lokalforeninger og Venstres kommuneforening har indkaldt til stormøde medio april, hvor Venstres medlem af børne- og skoleudvalget Per Bach Laursen vil redegøre for de forhandlinger, som foregår i fagudvalget,” fortsætter gruppeformand Per Bisgaard.
”Vi er indstillet på at give eleverne en bedre folkeskole, hvilket ganske automatisk også betyder en bedre folkeskole for lærerne. For et par år siden var vi i Venstre med til at bevilge flere penge til efteruddannelse af lærere, og på baggrund af de tilbagemeldinger som skolerne har givet via kvalitetsrapporterne, så er der noget der kunne tyde på, at netop investeringer i efteruddannelse af lærere er noget, der højner kvaliteten i skolen for såvel elever som lærere,” siger Per Bisgaard.        
”Som demografien ser ud i Vesthimmerland med færre børn og unge er det en ekstra udfordring for os politikere at finde løsninger, hvor antallet af skoler matcher antallet af elever. Elevtallet såvel som udgiften pr. elev varierer i dag meget fra skole til skole og meget peger i retning af at i en rationel struktur, som kan give Vesthimmerlands Kommune Danmarks bedste folkeskole, der er 19 folkeskoler simpelthen for mange,” mener Venstres gruppeformand. Vi vil i Venstres byrådsgruppe nu bruge det næste halve år til at afveje fordele og ulemper ved de forslag, som er oplistet i forvaltningens strukturrapport, og til at debattere med vores bagland, og så kan vi forhåbentlig efter sommerferien, i byrådet, nå frem til en struktur, som er holdbar nogle årtier ud i fremtiden, siger Per Bisgaard afsluttende.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"