Førstehjælp på sundhedsklinikken ”Sund Rebild”

Onsdag, 21/04/2010 08:23

Personalet på sundhedsklinikken i Grangårdscentret, Støvring har netop gennemgået et 12 timers kursus i førstehjælp, foranlediget af sundhedskoordinator Sine Dam Møller.
- Vi har jo med mennesker at gøre i det daglige, og for os var det vigtigt at være opdateret på de nyeste metoder indenfor førstehjælp. Vi møder kommunens borgere i mange sammenhænge, både i Sundhedsklinikken, i borgernes hjem og under Sund Rebilds træning i skoven, så denne opdatering af førstehjælpskurset skaber tryghed for både os som ansatte, men også i høj grad for de borgere, vi er i kontakt med, udtaler Sundhedskoordinator Sine Dam Møller.
- Jeg er rigtig glad for, at personalet i Sund Rebild vil prioritere førstehjælpskurset, som er foregået i personalets fritid og dermed indgået i en stram hverdag, fortæller afdelingsleder Anne Marie Holm, efter at personalet nu står med et opdateret første-
hjælpsbevis.
- Skulle der opstå en akut situation, er det vigtigt, at personalet kan yde førstehjælp i de første vigtige minutter, indtil redningsmandskabet kommer og overtager. Selv om personalet har en sundhedsfaglig uddannelse, kan det være en meget uvant situation at skulle give livreddende førstehjælp og genoplive en akut syg eller tilskadekommen person, siger sygeplejerske og førstehjælpsinstruktør Lisbeth Stenstrop Jensen, Dansk Røde Kors, Rebild Afdeling.
Kursusdeltagerne  udviste stort engagement og seriøsitet, efterhånden som de blev undervist i de nyeste principper inden for hjertemassage og kunstigt åndedræt. Trods emnets alvor var der dog også plads til et godt grin under de mange øvelser, som kursisterne blev kastet ud i.
Demonstration af hjertestarter var også en del af kurset.
Efter 12 timer med teori og praktiske øvelser i fire moduler: 1: Hjerte-Lunge-Redning, 2: Livreddende førstehjælp, 3: Førstehjælp ved tilskadekomst og 4: Førstehjælp ved sygdomme, er personalet godt rustet til at yde førstehjælp på deres arbejdsplads, og hvor de ellers færdes.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"