Farsø Varmeværk varmer op til jubilæum med et godt tilbud

Onsdag, 24/03/2010 22:11

- Vi har udsendt breve til de husstande der endnu ikke er forbrugere, og har givet dem et rigtig godt Jubilæumstilbud, fortæller varmeværkets formand Søren Kjær. 

Nye forbrugere kan nemlig blive tilsluttet varmeværket med en rabat på 50% af normalprisen, frem til og med jubilæumsdagen den 6. maj 2010.
Det betyder, at den normale tilslutningspris på kr. 25.000 inkl. moms, bliver reduceret til 12.500 kr.
Derudover har forbrugeren mulighed for at søge tilskud fra den pulje fra energistyrelsen, der siden den 1. marts har tilgodeset husejere der udskifter deres oliefyr til fordel for et mere energibesparende alternativ såsom fjernvarme.
Bevilges tilskuddet betyder det at tilslutningen til Farsø Varmeværk kun vil koste forbrugeren Kr. 2.500.  Derudover er der selvfølgelig udgifter til at ændre installationerne i huset.
Betingelsen for rabatten fra varmeværket er blot at tilslutningsprisen skal være betalt senest den 6. maj, og at varmeværket vil have retten til den energibesparelse, der er dokumenteret ved konverteringen, oplyser Søren Kjær videre.
Kravene til mængden af energibesparelser, som varmeværket skal dokumentere for, er nemlig blevet øget væsentligt. Ved at skifte til fjernvarme, er der beregnet energibesparelser, som varmeværket kan bruge til at dokumentere nogle af disse mwh.  Energibesparelser kan købes til en ikke fastsat pris i hele danmark, men fra varmeværkets side, ønsker vi så vidt muligt, at lade besparelserne komme forbrugerne og lokalområdet til gode, fortæller Søren Kjær.
Den besparelse i kroner, som forbrugeren får ved at skifte opvarmningsform - ja, den kommer fortsat i forbrugerens lommer.
Markeringen af 50 års jubilæet, ønsket om flere forbrugere, åbning af tilskudspulje og øgede krav til mængden af energibesparelser. Det er de ting, der ligger bag bestyrelsens beslutning om at give så godt et tilbud til kommende forbrugere, at det er svært at sige ”Nej tak”.
- Når vi så samtidig har en pris i den laveste 1/3 af landets varmeværker, og en fornuftig økonomi, så er vi i bestyrelsen overbevist om at tilbuddet vil fremskynde beslutningen om at blive tilsluttet varmeværket, hos en stor del af de resterende husstande, slutter Søren Kjær.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"