Generalforsamling - og tyske flygtninge

Det forløbne år har været et meget aktivt år for foreningen. Udover de to ugentlige åbningsdage har der været afholdt en del arrangementer dels på Arkivet i Øster Hornum, dels ”ud af huset”, hvor bestyrelsesmedlemmer har vist billeder og fortalt om forgangne tiders hændelser i forskellige lokalområder. Disse arrangementer har efterfølgende resulteret i mange indleveringer af gamle billeder og papirer til Arkivet. En særlig og meget tidskrævende opgave har været at delagtiggøre offentligheden i Arkivets store billedsamling. Lige nu er godt og vel en tredjedel af Arkivets knap 15.000 billeder lagt ud på Arkiv.dk.
Efter generalforsamlingen er det forhenværende skoleinspektør, Arne Sloth Kristoffersen, der holder illustreret foredrag om Tyske flygtninge i Danmark 1945 - 1949. Foredraget vil fokusere på selve flugten, livet i flygtningelejrene, en bestemt families historie og tilbagerejsen til det ødelagte og delte Tyskland for de 250.000 flygtninge, der var i Danmark, da antallet var højest i maj 1945.
Også i Støvring kom en stor gruppe flygtninge, omkring 160 stykker. De kom til at bo på Støvring Højskole fra april til august 1945.
Talsmanden for flygtningene skrev i et brev til Støvrings borgere blandt andet:
”Det var påskemorgen, da vi ankom til København, som jeg kendte fra tidligere besøg. Byen og havnen lå endnu i dyb helligdagsstilhed, kun påskeklokkerne fremhævede helligdagsstemningen i mig, og jeg måtte med magt tilbagetrænge mine tårer, thi jeg genså jo ikke mit kære København som fri mand, men som flygtning, hvilket jo efter vore dages begreber er ensbetydende med en uskyldig fange, der af en ham helt ubekendt magt bliver holdt i fangenskab, og fuldkommen er berøvet sin personlige frihed.
- Da vi endelig tredje påskedag blev indladet i jernbanetog, kom vi i den mørke nat til en lille by og blev ført til lejren, hvor vi kunne udhvile os til næste morgen efter den besværlige rejse. Næste morgen bredte der sig i vores lejr den uofficielle efterretning, at vi i Danmark befandt os i den lille by Støvring, hvor vi til vores hjemrejse befandt os som den danske konges gæster.
- Vi flygtninge var stolte af denne store ære, og følte os friere og mere beroligede, så meget desto mere, som vi nu igen kunne bevæge os som frie mennesker. Jeg så nu på denne kære lille by med sine pæne, smukke huse, og overalt åndene personlig frihed og orden, som det også gjorde før den første verdenskrig hos os på landet, og følte mig igen hensat til den gamle, skønne tid, og jeg har glædet mig over at den danske regering endnu havde forstået at holde sig uden for krigen, og derved kunnet skåne folket for den største elendighed.
Så meget desto mere bedrøveligt er det at se, særlig i den sidste tid, at der blæser en kold vind af had og foragt mod flygtningene fra det danske folk, som var vi mindreværdige kreaturer og anmassende folk, der var kommet ind i landet, hvor vi dog som mennesker har den samme værdi som mennesker, som det tilsvarende borgerskab i Danmark.
Det danske folk kan være overbevist om, at vi flygtninge længes efter vores hjemegn, men forhalingen af vores hjemrejse ligge ikke hos os, og når det engang bliver tilladt os at forlade dette land, vil vi medtage behagelige erindringer”.