Ni frivillige samlede 275 kilo affald!

Tirsdag, 20/04/2010 15:18

TERNDRUP: 21.600 voksne og 61.700 børn havde meldt sig til at give naturen en hjælpende hånd til Danmarks Naturfredningsforening’s årlige affaldsindsamling. Den startede søndag den 18. april og fortsætter ugen efter. Over hele Danmark er der arrangeret affaldsindsamlinger i naturen og i byerne. Det er både spejdergrupper, virksomheder, lystfisker og cykelklubber, rollespilsforeninger, borgerforeninger og privatpersoner, der sammen med DN’s lokale afdelinger i stort antal støtter op om affaldsindsamlingen. Pizzabakker, dåser, cigaretskod, plastikposer, aviser og meget andet affald. Det var målet, da frivillige over hele landet på søndag ville gøre byer og naturen i Danmark lidt pænere at se på. Der er nok af steder i Danmark at tage fat, når man drager ud med affaldssækken.
Lige uden for Terndrup var der 9 personer fra cykelgruppen fra Engevangsvejen og Aalborgvej som gik ud for at samle ind. De mødtes til en hyggelig dag allerede til morgenkaffe inden de startede med indsamlingen. De veje som blev ryddede var Aalborgvej, Engesvangsvej og den del af Hadsund landevej som går fra Aalborgvej til Terndrup.

I-phone
Det var det utroligste som gruppen samlede op. Top hitter var øldåser (582 dåser uden pant og 117 med pant) og cigaretskod samt diverse plast. Men også solbriller, termorude, et ur som fungerede fint samt en næsten ny i-phone var blandt tingene som kom frem langs landevejen.
I fjor samlede man i gennemsnit 17 kg. ind pr kilometer. I år var det desværre steget til 21 kg pr kilometer rensede grøftekanter hvilket jo er chokerende idet størstedelen af strækningen også blev renset i fjor!
Blandt det mere kuriøse i fjor var 96 ”Underberg” flasker på rastepladsen ved Terndrup. Det var tydeligt at de alle ikke var lagt samtidigt så en ”gæst” sidder sikkert en gang i blandt her på rastepladsen og nyder sin ”Underberg” men glemmer at flasken skal i affaldsposen. I år blev resultatet af ”Underberg” indsamlingen 24 på selv samme rasteplads!

Så længe ligger affaldet  i naturen, hvis det ikke
bliver fjernet

Cigaretfilter: 1 – 5 år
Aviser: 3 – 12 måneder
Tyggegummi: 5 år
Øl & sodavandsdåser:10-500 år
Plastikposer: 100 – 1000 år
Plastiklåg til 6-pack: 450 år
Glasflasker: 4.000 – 1 million år
Kilde: Institut for Miljøvurdering

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"