Nordjysk Forårspris til Peter Møller Madsen og Ernst Trillingsgaard

Mandag, 29/03/2010 07:33

To overraskede kulturkøbmænd modtagere af Forårsprisen 2010.
Nibe Festivals talsmand og absolutte frontfigur Peter Møller Madsen blev fredag ved åbning af »Forårsmessen« i Aalborg Kongres- og Kulturcenter hidkaldt under påskud af, at TV-2 Nord gerne ville have et interview, optaget på messen.
Det samme skete for direktør Ernst Trillingsgaard fra centret. Begge måtte de stå på mål for forskellige anledninger og »forklaringer«, indtil det gik op for dem begge, at de hver især fik tildelt årets »Forårspris«, en særlig pris, der hvert år ved messens åbning tildeles en person der har markeret sig særskilt.  Prisen gives i et samarbejde mellem TV2Nord PLUS og Aalborg Kongres & Kultur Center, og består af et rejselegat på 5.000 kr. samt diplom og en mini-statuette af Thorvald Odgaard.
Peter Møller Madsen troede, han skulle interviewes af Jørgen Pyndt fra TV2Nord, og Ernst Trillingsgaard at han kun skulle styre overrækkelsen af Forårsprisen til netop Peter Møller Madsen. Sådan gik det ikke. Madsen blev skubbet frem på scenen til Trillingsgaard, der begrundede, hvor netop Madsen skulle have prisen på vegne af Nibe Festivalen, som prisen gik til: Et af kriterierne for at modtage prisen er bl.a., at man skal  medvirke til at gøre Nordjylland kendt ude i landet – og det må man sige, at Peter Møller Madsen og Nibe Festival har gjort. 30.000 unge og ældre besøger festivalen, som løber over 4 dage. Jeg er vis på, at der ikke er mange i landet, som ikke kender til festivalen i Nibe, som mig bekendt er den 5. største festival i Danmark.
–  Fra at være et ungt menneske der var begejstret for musik, er Peter nu et lidt ældre menneske, der stadig er begejstret for musik, men som i dag også er talsmand og daglig leder af en stor stab på 3500 frivillige medhjælpere. Nibe Festival er blevet en professionel organisation, som hvert år donerer overskuddet til kulturlivet i tidligere Nibe nu Aalborg Kommune, og der er dermed mange i lokalområdet, der nyder glæde af Peters og alle de frivilliges store indsats, sagde Trillingsgaard.
Peter Møller Madsen kom sig hurtigt over, at han pludselig stod ude i rampelyset foran de mange besøgende på messen, og han leverede en kvik takketale.
– Der tog alle rumpetten på mig, men jeg er meget glad på vegne af alle medhjælperne og hele organisationen, hvor pengegaven vil gøre gavn. Og er også beæret over at få prisen overrakt af den mand alle i kulturverdenen respekterer, og som i gennem mange år har gjort en kæmpeindsats, sagde Nibe Festivalens talsmand.
Det kunne have lydt som de ord, der skulle til for at gennemføre overrækkelsen af Forårsprisen 2010 også til Ernst Trillingsgaard.  Trillingsgaard blev så prajet af Mogens »Jeg-skal-lige-snak'-med-dig« Jørgensen over en mikrofonen fra salen. Og det sås tydeligt, at Trillingsgaard ikke lige gennemskuede, hvad der nu skulle ske, og irritationen stod malet i hans ansigt. Nogen havde ikke fået ham orienteret godt nok om forløbet af  prisoverrækkelsen! Hurtigt kom dog det velkendte smil frem, da det gik op for ham, at det var der en god grund til. Overrækkelsen af den 25. Forårspris  til Trillingsgaard blev udført Kurt T. Nielsen, formand i Aalborg Kongres & Kultur Center. 

- Hvis nogen har gjort Nordjylland kendt, så er det dig, som har fået Aalborg sat på verdenskortet. F.eks. fik du som den første nogensinde det  eftertragtede La Scala fra Milano til Danmark i efteråret 2009. Og sådan er der hele tiden noget med dig. Du profilerer på fornemmeste vis på Aalborg Kongres & Kultur Center, Aalborg og landsdelen, begrundede Kurt T. Nielsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"