Nu kan borgerne kigge lægen over skulderen i egen e-journal

Mandag, 29/03/2010 13:47

Eneste krav er, at borgeren har adgang til internettet og har en digital signatur – sikkerheden for, at andre ikke kan komme ind på journalen. Kun den praktiserende læge og sygehusene kan også kigge på journalen. Og det er ganske praktisk, hvis man en dag står i den situation, at der er brug for hurtig information om ens helbredssituation.
 
Aktiv medvirken
- Jeg er glad for, at de nordjyske borgere nu også får mulighed for at kigge med i deres egen journal. Jeg tror, det vil skabe en større tryghed omkring situationen. Jeg tror også, det vil give bedre mulighed for indsigt og aktiv deltagelse i deres egen behandling, fordi borgeren vil føle sig mere med i hele forløbet. Det er i hvert fald et af formålene, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).
 
Åbne e-journaler i hele landet
E-journalen på sundhed.dk er nu tilgængelig i hele landet. Det vil sige, at de nordjyske borgere ikke blot kan se, hvad der er skrevet, hvis de har været indlagt på et nordjysk sygehus. De kan også læse, hvad der er skrevet, hvis de har været indlagt på et sygehus i en anden region.
 
14 dages forsinkelse
Der bliver udelukkende adgang til data, som er indberettet efter 15. marts 2010. Der bliver altså ikke elektronisk adgang for borgerne til ældre data. Af praktiske grunde har det været nødvendig at trække en streg i sandet og sige, at herfra starter den elektroniske indsigt.
Samtidig bliver oplysningerne først tilgængelige for borgeren 14 dage efter, de er registreret på hospitalet – derfor den ”skæve” start 15. marts. Det skal sikre, at lægerne har tid til at informere personligt om evt. kritiske resultater.
 
Derfor kan mange nordjyder også risikere at slå op på egen journal – og møde en tom side. Det er ikke, fordi systemet ikke virker. Det er fordi, de ikke har haft forbindelse med sundhedsvæsenet efter den 15. marts I år.
 
Sikkerheden
Sikkerheden omkring e-journalen er stor. Som sagt skal borgeren have en digital signatur for at komme ind. Borgeren kan fx også bede om, at lægerne ikke får adgang til alle informationer. Ligeledes kommer der besked til borgeren, hvis der bliver lavet et træk på journalen af en praktiserende læge, som ikke umiddelbart har grund til det.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"