Ny kommunaldirektør i Aalborg Kommune

Mandag, 29/02/2016 21:13

Christian Roslev, der er 48 år, kender allerede til Aalborg Kommune, idet han i dag er ansat som projektdirektør i By- og Landskabsforvaltningen, hvor han blandt andet er ansvarlig for den kommende Letbane-løsning (kollektiv busløsning; tidl. letbaneløsningen).

- Jeg er rigtig glad for, at byrådet på baggrund af en indstilling fra et enigt ansættelsesudvalg har valgt, at Christian Roslev skal være Aalborg Kommunes nye kommunaldirektør, og jeg glæder mig meget til at komme til at arbejde tæt sammen med Christian, fortæller borgmester Thomas Kastrup-Larsen og fortsætter;

- Jeg kender Christian som en meget dygtig, strategisk, visionær og tillidsfuld person. Jeg er sikker på, at han på bedste vis vil kunne matche de høje krav, vi har til den øverste embedsmand. Aalborg Kommune er inde i en rivende udvikling, og vi har fx i højere grad end tidligere fokus på at være med til både at sætte den landspolitiske dagsorden og være aktive på den internationale scene. Her får vi et stærkt kort i Christian Roslev.

Men det nationale og det internationale fokus er ikke tilstrækkeligt. Der skal også til stadighed udvikles på de indre linjer. Også her ser borgmesteren en stærk person i Christian Roslev.

- Christian har god erfaring fra det offentlige. Fra sin tid som direktør i blandt andet Nordjyllands Trafikselskab (2006-2011) og Frederikhavn Kommune (2013-2015) har Christian fået et grundigt indblik i, hvordan den kommunale organisation er skruet sammen, og Christian har ved både samtalerne og ved de tests, han har gennemgået, tydeligt vist, at han har øje for, hvor vigtigt det er, at vi til stadighed optimerer og effektiviserer vores store organisation, siger Thomas Kastrup-Larsen og tilføjer,

- Og så har Christian heldigvis også en helt naturlig forståelse for, hvor vigtigt det er, at vi i hele Nordjylland fortsat samarbejder om den videre udvikling – og at det selvfølgelig er helt naturligt, at Aalborg Kommune et langt stykke hen ad vejen er lokomotivet for denne udvikling.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"