Ny landdistriktspolitik skudt godt i gang

Lørdag, 17/04/2010 03:12

Tirsdag den 6. april var der start konference for ny landdistriktspolitik i Aalborg Kommune. 200 mennesker fra alle dele af Aalborg Kommune landdistrikter var mødt op for at diskutere, hvilke udfordringer landdistrikterne i Aalborg Kommune har, og hvad vi skal sætte i værk for, at der er gode levevilkår for alle de mennesker der bor der. Aalborg Kommunes landdistrikter adskiller sig fra mange andre landdistrikter i Danmark ved, at der er en positiv befolkningsudvikling. Lukning af landsbyer, nedlæggelser af skoler m.v. er derfor ikke et tema som fylder meget for os.
Det handler om udvikling af de små bysamfund, det handler om adgang til natur, det handler om bosætningsmuligheder og det handler om nedrivning af de ganske vist få men meget skæmmende ruiner som står i nogle enkelte af de landsbyer som vi har i Aalborg Kommune.
Der var et rigtigt flot engagement og vilje til at deltage i udviklingen af landdistrikterne blandt deltagerne på opstartskonferencen. Der kom også mange gode ideer og indspark frem, som vi vil bruge i den videre proces. I den kommende tid, vil der blive formuleret et forslag til landdistriktspolitik, som både vil komme til debat blandt befolkningen og til politisk behandling i Aalborg byråd. Jeg mener at det er vigtigt, at vi i den nye landdistriktspolitik får nogle klare målsætninger og nogle handleplaner der kan følge målsætningerne op.  Landdistrikterne er en meget væsentlig del af Aalborg Kommune, og de fortjener derfor politisk fokus og handling.

Med venlig hilsen
Thomas Kastrup-Larsen
Rådmand

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"