Påskeudstillingerne starter nu

Søndag, 28/03/2010 22:24

Galleri Alstrup
Blandt ferniseringerne Palmesøndag, hører Galleri Alstrup, der ved samme anledning indleder den nye sæson.
Påskeudstillingen bærer navnet "Tradition og fornyelse, Ikoner, Skytsengle og Helgenbilleder".
Udstillingen med Påskens opstandelse at gøre, men også nytolkninger af de religiøse billeder, myter og helgener. Udstillerne er de to ikonografer Alice Skals og F. Roberts samt grafiker Elsebeth Larsen.
Ikonen hører til i de ortodokse russiske, græske og byzantinske kirker. Det er et helligt billede og anvendes som et væsentligt led i den kristne forkyndelse. Den byzantinske ikontradition har rod i et årtusindgammelt håndværk hvor maleren "skriver" ikonen og kaldes ikonograf.
Fælles for de to udstillende ikonografer er, at de har skrevet/malet ikoner igennem 10 år og at den håndværksmæssige tilgang har været en stor drivkraft. Samtidig beskriver de også hvordan fordybelsen ind i ikonen er blevet en meditativ rejse, hvor den åndelige dimension får sin plads.
Ikonen er ingen kopi men kaldes en gentagelse og er således lige så "rigtig" som originalen.
Alice Skals fra Farsø har fået sin uddannelse gennem undervisning af ikonograf Gitte Buch, Langeland og ikonograf og teolog Christi Covrig, Moldavien. Nogle vil sikkert have stiftet bekendtskab med Alice Skals ikoner, da hun for et år siden udstillede i Svingelbjerg kirke.  
F. Roberts er oprindeligt uddannet Kulturhistorisk Konservator fra London University. Hun har taget kurser hos Søster Abraham og hos den græske ikonograf og munk Gregorius. Som noget nyt har F. Roberts forladt ikonenverdenens trygge og fastlagte symbolindhold og malet sit første helgenbillede, Frans af Assisi.
Elsebeth Larsen er læreruddannet og har beskæftiget sig med billedsproget både i sin undervisning og i sin personlige kunstneriske proces. Hun arbejder alsidigt med rumlige materialer som ler og beton og med det plane udtryk i form af maleri, akvarel og grafik. Ved denne udstilling er det hendes grafiske skytsengle, der udstilles.
Alle tre kunstnere vil være til stede ved ferniseringen palmesøndag. 
Klubhuset
Det er også Palmesøndag, at Torsdagsklubben i Klubhuset på Dr. Ingridsvej i Farsø har fernisering på vinterens arbejder.  
Af andre populære påskeudstillinger er der Vesthimmerlands Kunstforenings påskeudstilling på Vitskøl Kloster, Galleri 14 i Farsø, Galleri Himmerland i Gatten, Madam Min i Strandby og Kulturelt Samråds på Lundbæk ved Nibe. Alle 5 har fernisering skærtorsdag. 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"