RIF tilbage i serie 1 efter mange års fravær

Søndag, 28/03/2010 21:20

På udebane mod Visse IF spillede St. Restrup IF’s håndboldherrer i serie 2 sig med en sejr op i næste sæsons serie 1. Kampen var turneringens sidste, og blev så overbevisende som 26-34.
Sejren blev grundlagt tidligt i kampen, da der tydeligvis var både klasse- og motivationsfaktor til forskel. Spillerne fra Visse havde således ikke det store at spille for, da holdet for flere spillerunder siden har måttet sande, at de ikke kunne undgå nedrykning.   
Spillerne fra RIF viste sig sikre både i angrebs- og forsvarsspillet gennem kampens første halvleg. Denne kontinuitet kunne spillerne fra Visse IF ikke modstå, hvorfor det ganske naturligt var RIF der langsomt øgede sin føring gennem halvlegen. Denne nåede op på 10 mål ved pausen, hvor RIF førte med 8-18.
Anden halvleg startede usikkert fra RIF’s side. Der blev lavet adskillige tekniske fejl og truffet ukloge beslutninger i angrebsspillet, som Visse IF straffede i den anden ende. Hjemmeholdet havde således reduceret RIF’s føring til blot 5 mål 10 minutter inde i anden halvleg. Efter denne drøje periode fik spillerne fra RIF hanket op i spillet, og atter sendt holdet på oprykningskurs. Herefter forsvandt alt håb, om at drille oprykningskandidaterne, for hjemmeholdet, hvorfor resten af kampen blot handlede om hvor stor oprykningssejren ville blive. Efter dommerens 60 minutter viste måltavlen 26-34 i RIF’s favør, hvorfor spillerne ganske naturligt i sejrsglæde kunne lade champagnepropperne springe.
Spillende træner, Jacob Thrysøe Ottesen, og spillerne har således formået at få RIF’s håndboldflagskib tilbage til serie 1. En situation klubben ikke har været i siden midten af 1990’erne. Ydermere er tilbagevenden til serie 1 sket på blot to sæsoner. Jacob Thrysøe Ottesen overtog holdet i serie 3, og er rykket op med holdet, to år i træk, siden. En flot bedrift af både træner og spillere.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"