Roerne døbte to nye både ved sæsonstart

Søndag, 28/03/2010 23:48

Selv om der i Nibe Roklub gennemføres et omfattende klubhusbyggeri, var der ved sæsonstarten plads til også at tænke på det sportslige.
Således blev der ved weekendens standerhejsning døbt hele to nye både; nemlig en ener kajak og en såkaldt gigbåd, rigget som dobbelt-treer med styrmand. Sidstnævnte er en meget fleksibel bådtype, der kan roes som både sculler rigget (med to årer pr. roer) og som enkeltåre rigget til kun to roere.
De to både har tilsammen kostet ca. 98.500 kr. Klubben har til indkøb af gigbåden modtaget 20.000 kr. fra Samvirkende Idrætsforeninger i Aalborg Kommune og 5.000 kr. fra Sparekassen Himmerland. Resten – ca. 73.500 kr. – har klubben selv finansieret, bl.a. via arbejde for Nibe Festival, samt hensatte midler. 
Nibe Roklub har de seneste år oplevet en stor tilgang af specielt kajakroere, og klubben råder således nu over et stort antal kajakker. Den forestående sæson rummer ligesom tidligere år også en særskilt uddannelsesweekend for nye roere. Her er »Kajakskolen« imidlertid allerede overtegnet, men der er fortsat pladser på den tilsvarende roskole, som uddanner roere i de mere traditionelle inrigger robåde. Der holdes informationsmøde om ro- og kajakskolerne efter påske.
I sin åbningståle for den 72. rosæson i Nibe Roklub kom formand Flemming Jonasson ind på overgangen fra de seneste vintermåneder, hvor det for blot et par uger siden så noget håbløst ud at få startet rosæsonen til tiden. Det er nu lykkedes, men formanden manede til besindighed, idet vandet fortsat er meget koldt, og roere i éner både skal følges af flere ad gangen, indtil vandet har opnået mindt 10 grader. Formanden manede til forsigtighed på dette punkt, og at man tjekker sit sikkerhedsudstyr en ekstra gang.
Flemming Jonasson opfordrede også medlemmerne til at bakke op omkring det igangværende klubhusbyggeri. Vi er nået meget langt, men der mangler også en hel del arbejde endnu. Disse arbejder skulle gerne være tilendebragt, når indvielsesdagen oprinder, og den har bestyrelsen fastsat til Grundlovsdag, lørdag den 5. juni.
Efter standeren blev sat til den 72. rosæson, blev de to nye både døbt, af hhv. klubbens næstformand Helle Jørgensen og kasserer Lena Knudsen, og begge både var efterfølgende en tur på vandet.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"