Svært at få Aars-folk til at samle affald i naturen

Torsdag, 22/04/2010 09:26

Befolkningen i landsbyerne er gode til at holde rent

AARS: Folk i Aars er sværere at råbe op, når det gælder om at hjælpe med at holde naturen pæn. Den konklusion er Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling kommet til, da resultatet af årets affaldsindsamling blev gjort op.
- Befolkningen i de mindre byer har gjort det rigtig godt. I mange af byerne mødte der rigtig mange op for at hjælpe. Men i Aars var situationen en helt anden, siger formanden for Danmarks Naturfredningsforening Aars-Aalestrup Jørgen Grøn til Aars Avis.
Kun seks af Tordenskjolds soldater var klar til at trække i de gule veste og samle affald i Aars.
Selv om de var få, så var der masser af affald at samle op. Lige som tidligere år valgte de at tage en tur langs Roldvej og Aggersundvej mod syd. Det gav som vanligt mange fyldte sække.
- I år prøvede vi også at gå mod nord ad Aggersundvej. Der kunne vi tydeligt se, at vi ikke havde gået før, der var rigtig meget affald, konstatere Jørgen Grøn.
Resultatet viser, at der er grund til at gå samme strækning hvert år, men alle de øvrige strækninger burde også gøres rene.
Det ringe fremmøde i Aars maner til eftertanke hos naturfredningsforeningen.
- Vi vil nu evaluere på situationen og se hvad vi kan gøre for at skabe større interesse for sagen, siger Jørgen Grøn.
Det foreløbige tal for indsamlingen er 350 kilo affald i hele Vesthimmerlands Kommune.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"