Ulbjerg tog 3 points i Nibe

Torsdag, 22/04/2010 01:22

FODBOLD – serie 2
Nibe-Ulbjerg: 1-3 (0-3).
Målscorer: Allan Nielsen.
Lørdag tog Nibes bedste mandskab imod Ulbjerg, i sæsonens første hjemmekamp. En kamp som holdet havde set frem til efter en hård og alternativ opstart grundet den forlængede vinter. Og netop vintervejret havde sat sine spor på bane 1, som ikke var så jævn og grøn som vanligt på denne tid af året. Udover det ujævne underlag, blæste der også en hård vind på tværs af banen, hvilket skulle vise sig at spille en betydelig rolle i dagens kamp. Begge mandskaber havde tabt sæsonpræmieren med 2-1 og det var derfor to hold, som havde brug for en sejr, der mødtes til et brag af en serie 2 kamp. Nibe mandskabet startede i modvind i 1.  halvleg, og allerede efter 7 minutter blev et indlæg fra højre side af banen, båret af vinden ind i feltet, hvor en Ulbjerg spiller dukkede op imellem den rutinerede midterstopper Bjarke Skau og den talentfulde målmand Mathias Johansen og headede Ulbjerg foran 1-0. En skidt start på kampen af Nibe mandskabet, som fik bedre styr på defensiven og spillet sig frem til nogle små chancer. Dennis »Traktor« Søndergård spillede altid farlige Allan Nielsen fri, i en situation hvor de sidste marginaler manglede for at Nibe mandskabet havde udlignet. Den kraftige vind medvirkede til at spillet foregik meget i den samme side og modstanderne fra Ulbjerg, med vinden i ryggen, spillede primitivt med lange høje bolde mod Nibe målet. Hjemmeholdet forsøgte sig med at spille sig udenom Ulbjerg holdet men blev efter 16 minutter fanget i ubalance på midten af banen og en hurtig Ulbjerg kontra endte i nettet til 2-0.  En kold spand vand i hovedet på hjemmeholdet, som i det 31. minut kunne se en Ulbjerg spiller gøre det til 3-0 på et flot langskud, der fløj hen over hovedet på Mathias i målet. Herefter blev der fra træner Steffen Jensen lavet nogle defensive rokeringer for at minimere skaderne og i resten af 1. halvleg blev udeholdet holdt fra chancer. I halvlegen blev der talt med store gloser fra cheftræner Steffen Jensen og Nibe holdet gik ud til 2. halvleg med troen på at score de nødvendige 4 mål. Desværre blev det offensive spil baseret på lange bolde mod den hurtige Nibe fløj Mads Espensen og angriber Allan Nielsen uden det for alvor blev farligt. Ulbjerg trak sig langt tilbage på banen og Nibe mandskabet havde svært ved at lirke det kompakte forsvar op. I den anden ende blev Ulbjergs lange bolde lukket ned af hjemmeholdets forsvar og kampens bedste Nibe spiller, midtbaneslideren Nicolai Nielsen. 20 minutter inde i 2.  halvleg sendte midterforsvarer Thomas Severinsen en eminent aflevering i dybden mod Allan Nielsen, der behandlede afleveringen som fortjent og fik den skovlet ind bag Ulbjerg keeperen ved brug af både hovedet, skulderen og knæet. Desværre lykkedes det ikke hjemmeholdet at score mere, og Nibe måtte gå fra årets første hjemmekamp med et 3-1 nederlag i bagagen, på en dag hvor Ulbjerg scorede 3 mål på 3 chancer og hvor Nibe aldrig rigtig blev farlige. 
Dette skal gøres bedre på søndag hvor Nibe mandskabet møder Løgstør på Windfield stadion.

FODBOLD – serie 3
RKG - St. Restrup IF: 2-0 (2-0)
Kampen mod RKG var den første i serie 3 for St. Restrup IF, da sæsonens første tre turneringskampe alle var blevet udsat pga. fodboldbanernes tilstand efter den hårde vinter.
Læs hele kampreferatet i den trykte udgave af Nibe Avis, eller i »bladre-udgaven« øverst på denne side.

FODBOLD – serie 3
LKB/Gistrup-Sebber IF: 1-0 (0-0)
Sebber skulle mod dagens modstander LKB/Gistrup, på udebane, forsøge at følge op på 2-1-sejren i sæsonpremieren mod Nr. Kongerslev. 
Læs hele kampreferatet i den trykte udgave af Nibe Avis, eller i »bladre-udgaven« øverst på denne side.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"