Velkommen til Agro Nord 2016

Onsdag, 02/03/2016 08:22

Arrangørerne ser frem til et spændende dyrskue i Aars

Der bliver travlhed og megen aktivitet i Messecenter Vesthimmerland og Nordjysk Agrocenter, når der lørdag 5. marts og tirsdag 8. marts afholdes Agro Nord 2016 for først kødkvæg og derefter malkekvæg.
I en tid, hvor landbruget virkelig er tvunget i knæ på grund af meget lave priser for mælk og kød, er det meget glædeligt, at Agro Nord fremviser 119 stykker kødkvæg og hele 141 stykker malkekvæg. 
Mest imponerende er det dog, at hver eneste kvadratmeter udstillingsareal i de to haller plus i foyeren er totalt udsolgt. Det viser også den store interesse og værdi, som udstillerne af maskiner og moderne teknik lægger på udstillingen. Det forventes, at omkring 6000 gæster vil besøge de to udstillinger, hvor udstillingen med malkekvæget tiltrækker langt det største antal gæster.
Agro Nord så dagens lys for første gang i 1982, og lige siden har udstillingen kørt efter det samme koncept, hvor der vises afkomsgrupper efter nogle af de tyre, som benyttes mest i avlsarbejdet og samme dag bedømmes en lang række elitekøer fra nær og fjern. 
Bedømmelsen er i år lagt i hænderne på Ken Proctor, der i sit hjemland, England, er en meget respekteret dommer.
Agro Nord har stolte traditioner, og meget vil naturligvis være, "som det plejer", men arrangørerne forsøger også at forny sig og indføre nye tiltag for at vække en stor interesse blandt landmændene. 
I år sluttes malkekvægsdagen af med en konkurrence, der arrangeres ad Dansk Holstein. Den er rettet mod yngre mennesker, der har en stor interesse i at fremvise kvier, som de først har gjort i stand, det vil sige klippet, vasket, børstet så de præsenterer sig optimalt. 
Det er en konkurrenceform, som landmænd i det store udland går meget op i, men hvor vi også herhjemme har nogle, der virkelig går op i den form for sport. Vinderne af en junior- og seniorkonkurrence skal senere i år deltage i det europæiske skue i Colmar, Frankrig. Her skal de virkelig kæmpe mod andre med samme interesse.
Når den konkurrence er forbi, genopliver Agro Nord den gamle tradition med at bortauktionere nogle særdeles gode og meget interessante kviekalve. Det gøres med en forsigtig start med fem kalve. 
Her er der lagt vægt på, at kalvene har en høj eksteriørmæssig værdi, men selvfølgelig også med en god mælkeydelse i afstamningen.
Skuets højdepunkt bliver, når man sidst på eftermiddagen udpeger Miss Agro Nord 2016 og reserve championen - de to køer modtager usædvanligt høje pengepræmier. 
For kødkvæget er der tale om, at man kan se dyr fra ni-ti forskellige racer. Det er alle racer, som producerer det, man gerne kalder kvalitetskød. Her vil højdepunktet være, når der midt på eftermiddagen gennemføres en række tværgående konkurrencer, hvor skuets bedste kødkvægsdyr modtager en gavecheck på 2000 kroner.
Alt i alt er der udsigt til et par spændende dage i Messecenter Vesthimmerland og Nordjysk Agrocenter.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"