Venstrevalgte i Aars skal profilere sig bedre

Onsdag, 02/03/2016 08:29

Venstres borgmesterkandidat udpeges på et møde 26. maj

AARS: Venstres byrådsmedlemmer skal være mere synlige og partiet bør snarest få afklaret, hvem der skal være borgmesterkandidat. Sådan lød opfordringerne ved Aars og Omegns Venstrevælgerforenings generalforsamling på Kimbrerkroen.
- I skal stramme tøjlerne op, lød det fra et af medlemmerne, gårdejer Svend Midtgaard, Haubro.
Baggrunden var bl. a. udfaldet af den seneste skoledebat, hvor nogle i Venstrekredse føler, at det er de Konservative i byrådet der er løbet med "blomsterne", selv om det er Venstres fortjeneste, at det er gået som det er.
Venstrevælgerforeningens formand, Kristian S. Nielsen, Haubro, aflagde en fyldestgørende beretning. Og det fremgik heraf, at foreningen ikke har ligget på den lade side i året siden generalforsamlingen i 2015. Kristian S. Nielsen fortalte om forberedelser til to valg, et folketingsvalg og en EU-afstemning. Han gav også udtryk for, at der blev ført en god valgkamp op til folketingsvalget, 18. juni for den lokale kandidat Per Bisgaard, som dog ikke blev valgt. Og da der 3. december skulle stemmes om EU-retsforbeholdet, blev det igen et dårligt valg for Venstre med kun 46,9 pct. der stemte ja.
- I vores lokale forening har valgkampene fyldt meget, men vi har også haft en del lokalpolitisk at kæmpe for, sagde Kristian S. Nielsen.
Formanden nævnte skolestrukturdebatten med et borgermøde 21. april i Aars efter det havde været på tale  at eleverne fra Blære Skole skulle køres til Aars Skole. Venstre havde et oplæg om, at man lige så godt kunne køre elever fra Aars Skole til Blære.
Op til folketingsvalget satte Venstre 200 plakater op med Per Bisgaard i den tidligere Aars Kommune. Desuden blev der omdelt 2000 flyers og agiteret for at man skulle stemme lokalt. Der var virksomhedsbesøg på en gård, Grundlovsmøde med integrationsminister Inter Støjberg som gæstetaler, stand på Kimbrerskuet, besøg af tidligere minister Søren Gade, deltagelse i møder på kredsplan, deltagelse i Landsmødet i Herning, besøg af skatteminister Karsten Lauritsen og nytårskur for Venstrefolk på Kimbrerkroen.
- 29. oktober modtog vi den triste besked, at vort mangeårige byrådsmedlem, Jan Dyregaard, var afgået ved døden efter lang tids sygdom. Kurt Friis Jørgensen overtog pladsen i byrådet, og der blev rokeret lidt om på udvalgsposterne. 2. november var vi til møde i Himmerlanmdskredsen. Her meddelte Per Bisgaard at han ønskede at trække sit kandidatur til Folketinget og arbejdet med at finde en afløser blev igangsat, sagde Kristian S. Nielsen.
Det blev oplyst, at Venstre i Himmerlandskredsen er tæt på at kunne præsentere en  person som indstilles som ny folketingskandidat. Og med hensyn til borgmesterkandidat, så bliver denne udpeget på et møde 26. maj.
Regnskabet blev gennemgået af Karl Lausten, Aars, og viser et overskud på 9.405 kr. Der var ved regnskabsafslutningen 99 medlemmer - en nedgang på 14 i løbet af året.
Kristian S. Nielsen blev genvalgt som formand. Til bestyrelsen genvalgtes Niels Larsen, Sander Mogensen, Lis Troelsen, Susan B. Nielsen og Karl Lausten.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"